Videnskabens disnormering

fra: Universitetsavisen (for Københavns Universitet) d. 2. november, 2007, 1. sektion side 16, rubrikken Opponenterne.

Videnskabens disnormering
Af Claus Emmeche & Inge Henningsen

Afsløringerne af regeringens forsøg på at ændre og bortforklare ubekvemme resultater om den globale opvarmning har ført til en genopblussen af diskussionen om forskernes ansvarlighed.
I 1942 formulerede sociologen Robert K. Merton universitetets akademiske kerneværdier - et videnskabelige etos - i form af CUDOS-normerne. De står for Communalisme (fælles ejendomsret til ny viden), Universalitet (udsagn bedømmes på deres objektive evidens, ikke på hvem der fremsætter dem; viden er for alle), Disinteresserethed (det vil sige upartiskhed) og Organiseret Skepsis (i form af kritik og uhildet udspørgen og fagfællers tjek). Værdierne er selve grundlaget for videnskab som kritisk søgen efter viden og forståelse uden hensyn til nogen anden autoritet end fornuften og erfaringen.

I 1984 karakteriserede fysikeren John Ziman industrigørelsen af videnskab som ’PLACE’: Et nyt normsæt hvor viden gøres til genstand for privat ejendomsret og ikke automatisk offentliggøres (Proprietary); den fokuserer på Lokale tekniske problemer, ikke forståelse; er Autoritær (chefen bestemmer); man får udpeget bestemte praktiske mål (Commissioned); og er Ekspert-orienteret mod problemknusning, ikke drevet af fri nysgerrighed.

Merton var skræmt af Hitlers absurde ’ariske fysik’ og lignende totalitære angreb på fri forskning og holdt CUDOS op som modbillede. Ziman var bekymret for tendensen til at CUDOS nedbrydes og erstattes af PLACE.

I det Sanderske regime dominerer PLACE - ikke kun hvor det har sin naturlige oprindelse: i industrien, i den teknologiske forskning og i forskerparkerne - men også der hvor man ville forvente at finde den frie forskning. Skræmmende, for CUDOS og demokrati hører sammen.

At se sig selv i spejlet

Bragt som klumme i Weekendavisen, tillægget Ideer, nr. 43 s.6, d. 26. okt. 2007.
At se sig selv i spejlet
Selvsyn: Videnskabsteorien kan ikke tillade sig at overse forskningspolitikken, fordi videnskaben gøres til genstand for politiske prioriteringer og beslutninger.
Af Claus Emmeche

Det sete afhænger af øjnene der ser, men øjet alene gør det ikke, der må flere redskaber til: tænkningens. Således også med selv-erkendelse. At se sin næse kræver en vis skelen, eller et spejl, og at se sin nakke, et spejl til. Og briller til de nærsynede – form hvem kan undsige sig mental nærsynethed?
Erkendelsens redskaber genfindes i videnskab. Men hvorfor skulle videnskaben ‘se på sig selv’ – den handler vel om at forstå tingene omkring os, jord, vand, liv og luft, sprogets gåder og fordeling af magt og rigdom?
Det sted, hvor videnskaben ser på sig selv, er først og fremmest i den daglige nærmest spontane bedømmende og kritiske omgang med videnskabens egne fund og resultater, som når fysikeren efterprøver det seneste nye om kvanteoptik, reparerer på standardmodellen for the big bang, eller sidder i et panel, der bedømmer stillingsansøgninger eller indsendte artikler til et fagtidskrift.
Forskeren kigger måske ikke selv selv i nakken, men ser kritisk over kollegaens skulder for at tjekke data, efterprøve et eksperiment, eller bedømme en ansøgning om penge til et forskningsprojekt. Det sker indenfor fagets egne grænser og verdensbillede; dét, som Kuhn kaldte paradigmet, dvs. det samfund af forskere indenfor fx mikrobiel økologi, som i stor udstrækning deler teoretiske modeller, metoder og opfattelse af hvilke spørgsmål, der er fornuftige at stille som potentielt løsbare problemer i den næste undersøgelse. Paradigmet er de briller, forskeren er socialiseret til at se verden igennem, og en ting som ‘Danmark anno 2007’ vil tage sig ret forskelligt ud for en økonom, en antropolog, en økolog eller en geofysiker: ‘Tingen’ konstitueres som forskellige genstande for undersøgelse i forskellige paradigmer.
Den kritiske erkendelse af fagfællers aktiviteter og forskningens fronter og faldgruber er oftest selverkendelse nok for den enkelte forsker, så længe han eller hun kan leve lykkeligt i elfenbenstårnet med udsigt til fagets egne gåder.
Men videnskaberne ser også sig selv i nakken med de spejle, som udgøres af specialiserede videnskabsteoretiske fagområder som videnskabssociologi, videnskabshistorie, videnskabsfilosofi, samt et væld af indbyrdes under- og grænseområder, fx ‘Science and Technology Studies’ (se Jensen m.fl.: Introduktion til STS, 2007). Det er fag, der har aspekter af videnskab og teknologi som genstand, og søger forståelse af generelle træk ved forskning og særtræk ved bestemte former for videnskabeligt baseret praksis. En del læsere vil huske Lene Kochs bøger om racehygiejne og tvangssterilisation, Thomas Söderqvists mursten om Niels Kaj Jernes liv og immunulogiske teorier, Jesper Hoffmeyers bog om biosemiotik som et nyt grundlag for biologisk tænkning, og Jens Morten Hansens opus om Stenos videnskabelige nybrud – sådanne undersøgelser er videnskabsteoretiske i den forstand, at de belyser, afdækker og muliggør kritik af bestemte sider af de videnskaber (og videnskabspersoner) de omhandler.
Videnskabsfilosofi er ikke noget nyt. Filosoffer har længe reflekteret over den menneskelige erkendelses betingelser, men dengang ‘videnskab’ uddifferentieredes som en specialiseret institution for vidensproduktion, kunne videnskabsfilosofien efterhånden udsondres som et felt, der undersøger den skabelse af ny erkendelse, der foregår på de videnskabelige institutioner (John Losee giver i sin bog A Historical Introduction to the Philosophy of Science et overblik over udviklingen i de filosofiske diskussioner af videnskabelig metode og ræsonnement).
I det 20. århundrede ser vi hvordan videnskabsfilosofien tvinges ud af sin isolation – fra den videnskab, som filosofferne kun iagttog på afstand, og fra det samfund, som videnskaben ganske vist foregik i, men kunne glemme alt om. Ved århundredets begyndelse var den positivistisk videnskabsfilosofi optaget af at være naturvidenskabens ydmyge tjener og bogholder, der logisk ville redegøre for den logik, som naturvidenskabsmænd antageligt benyttede. I samme århundrede opstod videnskabssociologien, der med Robert K. Merton lagde ud med at kortlægge det normsystem, der sikrer videnskabelig objektivitet (til forskel fra udartede former for ‘videnskab’ under Stalin og Hitler) og som fungerer i de videnskaber, der fik lov til at leve roligt i elfenbenstårnet, indtil militærisk nødvendighed tvang fx atomfysikken ind i mere intime omgangsformer med industri og samfund.
Efter 2. verdenskrig blev den filosofiske pejling og spejling af videnskaben mere empirisk. Der opstår et tættere samarbejde mellem filosoffer og historikere, og videnskabsteorien undergår selv en professionalisering. HPS, kælenavnet for ‘history and philosophy of science’, bliver en fagtradition (dyrket herhjemme bl.a. ved Steno Instituttet i Århus) for sofistikerede detailanlyser af alt fra de galvaniske batteriers historie til tænkningens nationale eller fagbestemte stilarter – det hele smukt opsummeret i bautastenen Reader’s Guide to the History of Science redigeret af danskeren Arne Hessenbruch.
Ved slutningen af det 20. århundrede trænger den sociale dimension sig på af andre årsager: Forskningen kommercialiseres. En af de fysikere, der selv afslutter sin karriere med at holde det videnskabssociologiske spejl op for forskningen er John Ziman, som (bl.a. i bogen Real Science fra 2000) kortlægger et nyt – ‘post-akademisk’ - system af normer, der gælder den forskning, politikere gerne ser spændt for den økonomiske ideologi om et globaliseret videnssamfund, hvor videnskabelse bliver den primære produktivkraft. Disse normer – fx at viden opfattes som en vare, der kan bestilles, prissættes og ejes, og at forskningen målstyres og ikke er ‘for alle’ men ‘nogens’ – er, for nu at sige det pænt, i en vis indre spænding med normer for objektivitet og universalitet i den klassiske videnskab. Forskningspolitik bliver et felt, videnskabsteorien ikke længere kan overse, for ligesom samfundet og politikken i højere grad hviler på anvendelse af videnskab, bliver videnskaben selv genstand for en rækkke politiske beslutninger og prioriteringer, jf. den seneste debat om hvorvidt den frie forskning ofres på den strategiske forsknings alter.
Forskerne selv udsættes i processen for nye former for ydre styring. Et aktuelt eksempel er det Naturvidenskabelige Fakultet i København, hvor dekanen netop har tilladt sine institutledere at indføre tilstedeværelsespligt: forskning som et 9-16 job med tidsstempling. At dét er en managementfilosofi, der officielt er forladt i de videnstunge dele af erhvervslivet, gør eksemplet mere bizart, et forsinket ekko af proletariseringen af forskerne da videnskaben blev big science.
Videnskabsteorien har åbnet sig mod en bredere samfundsmæssig virkelighed i takt med at forskningen selv er trængt ind i alle afkroge af samfundet og gjort det til sit eget store laboratorium. Den er et redskab til orientering i videnssamfundets spejlkabinet af indsigt og udsyn, nærsyn og fata morgana. Et ekstra spejl kompenserer for en enkelt blind vinkel, men de blinde vinklers antal er som stjernernes. Fint nok, at forskningen råder over flere spejle, den kan holde op for sig, hvis den stadig skal kunne tåle at se sig selv i ansigtet som videnskab.

Akademisk Kapitalisme

[klumme bragt i Weekendavisen nr. 35, den 31.08.2007, tillægget Ideer s. 6]
Akademisk kapitalisme
Af Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet.

Man må vare sin mund: I klummen d. 20/4 omtalte jeg et nyt kort over netværket af videnskabelige discipliner, og kom så til at bruge termen akademisk kapitalisme, uden nærmere omsvøb. De følger så her! Associationen kom da jeg opdagede, at skaberne af kortet, nogle folk indenfor ‘scientometri’ – den videnskab der kortlægger og analyserer forskning – samtidig sælger detailkort og konsulentråd om steder i videnskabernes landskab, der rummer “forskning som understøtter patentskabelse”, dvs. økonomisk spin-off og kort vej fra lektor til likviditet.
Skønt alle på de ganske danske universiteter oplever den akademiske kapitalisme direkte – den er jo nærmest indskrevet i universitetsloven af 2003 – stødte jeg først på begrebet i artikel af Rick Welsh og Leland Glenna, to amerikanske sociologer. I tidskriftet Social Studies of Science (bd. 36 nr. 6, 2006) fremlægger de resultater af en undersøgelse af kommercialiseringen af den offentligt financierede forskning i USA på de felter, som er interessante for agroindustrielle bioteknologi.
Indenfor transgene afgrøder (sorter som snedkereres til fx tørkeresistens ved at indsplejse gener fra andre arter) har private firmaer været førende hvad angår forskning og udvikling. Det har ført til et snævert forskningsfokus på kun ganske få kommercielt interessante afgrøder og egenskaber, mens en række mindre afgrøder ifølge Welsh og Glenna er ignoreret – ikke af strengt videnskabelige, men af kommercielle grunde. Det har flere analytikere beklaget og efterspurgt en bredere orienteret forskning i andre afgrøder og egenskaber. Man kunne så forvente, at de statslige universiteter tog sig af den del.
Den forventning sættes der store spørgsmålstegn ved, ikke blot ud fra de data, Welsh og Glenna fremlægger, men også på baggrund af tendenserne til at universiteter forandres fra at være statsinstitutioner, der tjener hele samfundet, til at være lære- og forskningsanstalter, der især styres efter erhvervslivets syn på relevans, og som i deres markedsadfærd, styreformer, og endda i selve forskningsemnerne lægger sig tæt op af erhvervslivet. Det er sådanne træk, som kendetegner akademisk kapitalisme.
Welsh og Glennas undersøgelse viser, at der er klare tegn på indsnævring af forskningen i transgene afgrøder på offentlige universiteter: Forskning i bioteknologi og Genetisk Modificerede Organismer kommer i stigende grad til at ligne industriens egen forskningsprofil i GMOer. Det betyder manglende forskning i afgrøder, der måske ikke globalt er nær så kommercielt interessante for de store firmaer, men som kunne være gavnlige i bestemte lokale sammenhænge, ligesom det betyder manglende forskning i planteegenskaber (fx produktkvalitet), der har at gøre med andet end herbicidresistens og insekt-giftighed, som de store firmaer fokuserer på.
Og hvad kan vi så lære af det? Jo, danske politikerne bør som Glenna og Welsh anbefale de offentlige universiteter at formulere deres egen klare politik (1) for at fremme den forskning, som den private sektor ikke tager sig af, og (2) kun indgå i erhvervssamarbejde, hvis særlige grunde taler for det, og hvis det kommer andre end private interesser til gavn.
Man har vel ikke universiteter for at yde skjult industristøtte? Universiteterne er retorisk set ‘selvejende’ og man skulle så tro, at de selv kunne formulere en politik, som tilgodeser almenvældet og videnskaben. Men sandheden er jo, at udviklingskontrakterne med ministeriet binder de danske universiteter til kun at handle i overensstemmelse med den siddende regerings forskningspolitik. Den tidligere socialdemokratiske regering begik en stor fejl ved at indføre udviklingskontrakter, og den borgerlige regering har ikke holdt sig tilbage med at bruge sin indflydelse!
Akademisk kapitalisme er ikke kapitalisme, og betegner ikke i første omgang de helt outrerede tilfælde, hvor universiteter køres som rene profitforetagender, der sælger uddannelser, især fjernuddannelser. Skræmmebilledet er det amerikanske profituniversitet Phoenix, en gigant med afdelinger i flere lande. Det er end ikke et universitet i vores øjne med egen forskning; det er en pengemaskine indenfor højere uddannelse – måske noget Bertel Haarder måske synes er cool, at dømme efter hans udtalelser fra sidste års universitetsseminar i OECD-regi…
Academic Capitalism – Politics, Policies and the Entrepreneurial University er titlen på en bog af uddannelsesforskerne Sheila Slaughter og Larry L. Leslie fra University of Arizona, 1997, fulgt op i 2004 med Slaughter & Gary Rhoades, Academic Capitalism and the New Economy. Heri smedes begrebet til at beskrive de samme ændringer, vi nu ser på de danske universiteter, i retning af at de i hele deres adfærd efterligner private virksomheder. Forfatterne vedgår, at ordet er uheldigt hvis det vækker forestillinger om grov gammeldags udbytning af arbejdskraft. Det er der ikke tale om (når vi ser bort fra horder af løst ansatte daglejere og undervisningsassistenter). Snarere om en række skred mellem offentlig og privat virksomhed, som skaber organisatoriske hybider, der i kraft af hele bølgen af incitamentstyring og new public management fremmer ‘entreprenante’ handlemønstre i forskning og uddannelse, men ødelægger klassisk akademiske værdier, fx at man hverken kan stemme om eller prissætte sandheden.
At være statsansat forsker på et offentligt universitet er i dag på mange måde analogt med at være privatansat industriforsker. Man kan selv gætte hvad det betyder for universitetets såkaldte ‘frie forskning’.
Det er på tide at nytænke universiteternes opgaver som hele samfundets institutioner. Nye retningslinier må hindre, at akademisk kapitalisme skævvrider videnssamfundet. Forskningspolitikken må ind i valgkampen!

Note:
Klummen ovenfor er en tematisk variant over det, jeg beskrev i indlægget "Rektor og den akademiske kapitalisme", indsendt til Forskningspolitisk Arkiv i marts 2007.

Karma Cowboy i den kreative klasse

Karma er ingenting
En gennemsigtig sløring
Et vibrerende øjennet
Et hvidt lys
og en fjern sang i vinden
der altid er genkendelig

Karma er ingenting
det er dét der gør den
så forbandet velsignet
nærværende

Hvor er nettet stort, og hvor er det syret, så lidt af det jeg kender. Just som jeg troede at jeg vidste hvor det sneede, opdager jeg et sted, der kalder sig Kommunikationsforum, og som viser sig at være intet mindre end den kreative danske klasses store legeplads, hvor alle kan se hvem der er venner med hvem, og hvor alle frit kan deltage - skrive sig ind, linke til de andre, og få sig et virkeligt kreativt liv. Jeg vil ikke sige jeg kender stedet endnu – det er kun lidt af det jeg har set, så min rapport her er ca. ligeså dækkende som Dr. Livingstones rapport om det Afrikanske kontinent. Kommunikationsforum drives af et firma. Der er noget meget fascinerende og fristende ved stedet, men også lidt skræmmende over den måde, det hele er sat op på.
Det er et sted, hvor alle som sagt kan skrive sig ind, fint nok, og dele viden, herligt! Der er rigtig mange profiler, som det hedder (det hele handler jo om profilering), og der foregår uden tvivl en masse godt, sjovt og spændende, som lille jeg i min afgrunddybe uvidenhed er gået glip af i al den tid, jeg intet har vidst om legepladsen. Der er mange seriøse indlæg, og man kan sørme også få sin nysgerrighed tilfredsstillet og læse om hvem der nøgenbader med hvem, så organet ligner lidt den kreative klasses pendent til Se & Hør.
Det er helt klart et sted, hvor man kan blive eksponeret, hvis man arbejder hårdt for det og derfor opnår en god net-Karma (det vender jeg tilbage til), og alle, der har en god sag at fremføre, må da fristes af at blive set og hørt af så mange kloge, smukke, yndige, spændende og i det hele taget rigtige mennesker, som er forsamlet der. Så hvorfor ikke bare indskrive sig og lege med?
Muligvis læser jeg aviser og den slags meget overfladisk, men det slår mig så lidt spill-over effekt, så lidt sammenhæng der er mellem netmedier som disse, og de større etablerede medier. Tænk, at så mange mennesker kan kommunikere så meget, og så stadig reelt udgøre et nærmest hemmeligt sted i forhold til andre danske medier. Internettet er fuldt af ukendte steder (som her fx) - det er der intet nyt i - men at et stort forum som det pågældende alligevel reelt er en lukket sfære, siger lidt om fragmenteringen af offentligheden.
Et af de pudsige træk ved Kommunikationsforum er, at når man søger på et navn og får personens profil, kan man aflæse to egenskaber, endda med talværdi, for den pågældende: Han eller hendes "karma", og en såkaldt "K-rank". Efter at have spekuleret over hvad i alverden det nu var, fik jeg endelig definitionen til at poppe op på skærmen: Om Karma står "jo mere du giver til fællesskabet, jo bedre karma får du. Karma = gensidige links + blogposter + links + files - tabte links". Og om K-rank står "ud fra din karma udregnes din placering". Tankevækkende!
I første omgang en morsom og uskyldig feature, joda, en sød lille domsfunktion eller evaluerings-service, indbygget i Kommunikationsforums infrastruktur. Alle har pr. automatik en karma og en K-rank. Uskyldigt, der er selvfølgelig no hard feelings i det, tag det ikke mere personligt, end at du godt ved, at når du starter som nyfødt i forummet, du har hverken mange links eller blogindlæg, og altså meget lidt karma. Men så kan du jo begynde at samle, linke og vidensdele! Ligesom i rollespillene, hvor du skal jage og samle energi, redskaber og egenskaber, før spillet rigtigt kan starte. Enhver er sin egen lykkes (eller karmas) smed, og du genfødes som du har gjort sig fortjent til. Det passer gevaldigt fint ind i hele den kvalitets- og evalueringsideologi, der i de her år kryber ind under huden på os alle (se Karen Lise Salamons skarpe spidning af tankegangen i 2007-bogen Selvmål - det evaluerede liv). Skaberne af Kommunikationsforum har ikke fundet det tilstrækkeligt blot at tildele en individuel standing til de enkelte profiler, så derfor den afledte K-rank, som ranker dig i forhold til de andre på legepladsen. Man kan åbenbart konkurrere på karma ...
Lad os lige bøje det i grelt adornolysende neon: Din karma er ikke bare et billede af dit bidrag til fællesskabet, som det så smukt hedder, ordet associerer til en højere sjælelig værdi, som i denne kontekst på modsigelsesfuld vis bortsjakres af det evaluerende imperativs dominans over hin enkeltes sjæl og en eventuelt fælles ånd. Der er godt nok langt fra Dan Turèlls Li digte (i samlingen Karma Cowboy, jf. ovenfor) til de link cowboys og -girls på Kommunikationsforum, der blinker, linker, og flasher som gjaldt det livet selv.

Forskningsetik for den stressede forsker

Af Claus Emmeche, lektor ved Center for naturfilosofi og Videnskabsstudier, KU.
(kronik til Ingeniøren)

I aviser og fagblade som Ingeniøren, FORSKERforum, Magisterbladet o.l. kan man med jævne mellemrum læse om undersøgelser, der viser at presset på den menige forsker øges, og at folk somme tider går ned med stress. Dette pres på den enkelte hvad angår antallet af forskellige arbejdsopgaver opleves sikkert ikke mindst af de yngre forskere, der står i begyndelsen af en karriere, og gerne skal have publiceret gode artikler i anerkendte tidskrifter. Det er velkendt at kravene til ph.d.-studerende om også at undervise og formidle ved siden af selve uddannelsen til forsker kan give den enkelte sved på panden. En situation med krav til performance fra mange parter, ønsker om synlighed i offentligheden, maksimalt og loyalt bidrag til det team, man indgår i, gode kontakter til samarbejdspartnere udenfor forskergruppen såsom virksomheder, donorer eller fonde, og nødvendigheden af gode relationer til forskningsledelsen på det lokale institut eller fakultet, kan tilsammen skabe ikke bare pres, men hos svagere sjæle også fristelser til at springe over hvor gærdet er lavest, og undlade at overholde gængse krav til god videnskabelig praksis.
At den pressede situation med krav om opfyldelse af en mangfoldighed af målsætninger og ønsket om overholdelse af egne deadlines, projek-milestones, administrativt papirarbejdet osv., direkte kan forlede til sjusk, uheldig omgang med statistik eller fejlagtig behandling af data, og dermed dårligere forskning, er selvfølgelig ingen undskyldning for som forsker ikke at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og i det hele taget kan de ændrede betingelser for universiteternes forskning, vi ser disse år – kort udtrykt i slagordet at der skal være kortere vej fra basal forskning til kommerciel anvendelse – ikke undskylde ejheller grovere tilfælde af uredelighed, svindel eller ligefrem fabrikation af data, som selv gode forskere i ekstremt pressede situationer kan forledes til. Det er nok ikke let at forestille sig, at vi i Danmark skulle opleve en sag med svindel af lignende dimensioner som i sagen om den sydkoreanske kloningsforsker Woo Suk Hwang, hvor netop omgivelsernes pres og forventninger blev brugt, ikke som undskyldning men forklaring på at en god topforsker forfaldt til svindel. Omvendt har vi i Danmark via Udvalget for Videnskabelig Uredelighed set sager om svindel, forfalskning af data, tendentiøs selektion og tolkning af resultater, plagiat, og andre artiker fra kataloget over dårlig videnskabelig praksis, og læsning af UVVUs årsrapporter er ikke specielt opbyggelig læsning. Godt, at der netop i tider, hvor universiteternes uafhængighed af store eksterne bevillinger, donationer og samarbejdsaftaler bliver mindre og mindre, findes statslige organer som UVVU, da man kan frygte, at de lokale praksisudvalg ved de enkelte universiteter er så tæt på ledelsen, at tilliden til deres uafhængighed svækkes (og derfor ærgerligt, at forkludringen i Lomborg-sagen førte til indskrænkning af UVVUs beføjelser).
Ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er der i øjeblikket overvejelser om at udbyde en fast pakke af generelle kurser til alle ph.d.-studerende, herunder kurser i forskningsetik og videnskabsteori. Andre generelle emner kunne være formidling, statistisk metode, videnskabelig publicering, eller fundraising. Ved fakultetets Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier har vi de sidste to år som et pilotprojekt udbudt kurser i generel videnskabsteori og etik for de ph.d.-studerende i form af en uges intensiv undervisning samt forberedelse og efterfølgende rapportskrivning. Vi har oplevet en stor interesse for kurset. Nu lyder det paradoksalt at belaste de ph.d.-studerende med endnu et krav om at skulle følge kurser i generelle emner udover det, de behøver for deres eget svendestykke i forskning, og det er måske bedst at fastholde kurserne som et frivilligt tilbud, men dette er et spørgsmål om hvordan man mest hensigtsmæssigt designer den samlede forskeruddannelse. Men jeg kan i al fald se, at dét, at dykke ned i konkrete sager om videnskabelig uredelighed – litteraturen og materialet herom er righoldigt – kan være meget lærerigt, ikke blot for at få skærpet sin bevidsthed om de centrale elementer i det videnskabelige arbejdes etik, videnskabens grundværdier og hvor slemt det kan gå hvis de krænkes, men også at opnå en mere overordnet indsigt i de ændrede vilkår for såvel anvendt som basal forskning, som vi alle oplever i disse år.
For det er immervæk meget voldsomme forandringer, der er sket med samspillet mellem stat, industri og universiternes forskning i naturvidenskabelige, tekniske og biomedicinske emner, og fra manges sider er der bekymring for om videnskabsministerens garantier om fortsat forskningsfrihed reelt batter i det mere topstyrede og kommercielt rettede forskningssystem, vi er på vej ind i. Jeg er redaktør på en blog (redfriforsk.blogspot.com) hvor universitetsansatte diskuterer de ændrede betingelser for forskningsfrihed. En af de ting, man lægger mærke til, og som ethvert barn selvfølgeligt ved, er at forskning ikke blot kan udføres indenfor ét enkelt system af normer og værdier, men at den rolle som fx normer omkring åbenhed versus hemmeligholdelse har, er forskellige i henholdsvis industriel, universitets-, og blandingsforskning. Blandinger af universitet og industri opstår jo ved tætte samarbejder eller i situationer hvor der er patent-potentiale i opdagelser, der ellers skulle kommunikeres åbent til fagfæller i klassisk akademisk forstand. Det har de tekniske højskoler længe kendt til, men når højskolen bliver et universitet, eller når et klassisk universitet begiver sig af med Technology Transfer, skal forskerne nu til at lære at begå sig på andre måder, og mange ser den pålagte hemmeligholdelse som en total hæmning af deres frihed til at meddele opdagelser til kolleger i feltet andetsteds.
Eksemplet viser, at forståelse af forskningens etik ikke blot omhandler overholdelse eller brud på mere konkrete normer om redelighed, men at også andre institutionelle normer regulerer forskernes adfærd. Forskningens etik befinder sig selvfølgelig i en forskningspolitisk kontekst, og her er det vigtigt, at kurser i forskningsetik ikke bliver ‘politiske’ i betydningen ‘politiserende’ (fx som baser for kritik af de herskende forskningspolitiske magtforhold), men snarere oplysende og tværvidenskabeligt baserede, dvs. med kvalificerede elementer af politologisk, sociologisk, juridisk og samfundsfilosofisk viden om forskningens forhold, herunder teoretiske vinkler på dette. Med andre ord: Sådanne kurser bør ikke hjemmestrikkes af ‘dem der altid laver den slags her’, men bør nytænkes, forskningsbaseres og kvalificeres.

(bibliografisk note: artiklen bragtes i redigeret form og under overskriften "Forskernes stigende stress presser dem på etikken" d. 18. maj, 2007, s. 8 i anden sektion af Ingeniøren)

ISIS brugergrænseflade er en skandale

Nu kan jeg ikke tilbageholde min ærgelse og irritation længere: ISIS brugergrænseflade er bare en pestilens! Den er extremt levende, man kan ikke fastholde billedet af ændinger på skærmen, og det hele er 10 gange mere besværligt -- fx at uploade en fil og beskrive dens indhold -- end fx på de gratix wiki-tjenester, som fx pbwiki.
Til de uindviede:

"ISIS står for Institut Studie Informations System og er et content management system (CMS) under udvikling hos det Naturvidenskabelige Fakultet, Teologisk Fakultet, Juridiske Fakultet og det Humanistiske Fakultet."

(Jeg benytter - nødtvungent - ISIS når jeg underviser på idrætsstudiet i videnskabsteori, på Københavns Universitet)

Erkendelsens landskab

Weekendavisen, 20.04.2007 (sektionen Ideer, s. 6)
Erkendelsens landskab
[Overblik.] Der er nu skabt et næsten guddommeligt kort over videnskaberne og deres sammenhæng. Det er smukt og rigtigt gjort - når bare det ikke udarter til akademisk kapitalisme!
Af Claus Emmeche, Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Københavns Universitet

Jeg faldt for nylig over et utroligt kort over videnskaberne, som fascinerede mig, og som jeg må indvie Dem i mine tanker om. Det kræver en lille omvej over filosofi og forskningspolitik.
En simpel, næsten naiv, men ikke helt gal forståelse af videnskab er, at videnskaberne producerer kort over virkeligheden, aspekter af natur og kultur, menneske og univers, og at disse kort bliver stadig mere detaljerede. Med andre ord: kortet er ikke landskabet, men kortet repræsenterer landskabet, såvel ikonisk - som når afstande på kortet modsvarer afstande i landskabet - som symbolsk, når skov, sø og by farvelægges forskelligt. Kort er nyttige repræsentationer at orientere sig efter for at kunne forstå det kortlagte. Tænk for eksempel på det totale kort over det humane genom, menneskets arvemasse bestående af 3 milliarder baser i DNA, som offentliggjordes for få år siden.
Megen forskning har karakter af sådanne større kortlægningsprojekter, og forskere har i generationer kortlagt Jordens landskaber, himlens stjerner og kroppens komplekse mikrokosmos. Kort kan afbilde objekter, som ikke kan ses med det blotte øje, abstrakte størrelser eller sociale og økonomiske forhold.
Kortet som repræsentationsform passer godt til det ideal om objektivitet, som forskningen tilstræber. Kortet beror ikke på hørelse, lugt eller følesans, men på synssansen og dens særlige evne til at illudere et tidløst overblik over et fastholdt sceneri. Det appellerer til en forestilling om et aperspektivisk, næsten guddommeligt syn på verden fra et punkt, der ikke selv er en del af verden.
Alligevel vil praktisk erfaring med forskellige kort over den samme by erindre os om kortets konstruerede aspekt; at ethvert kort fremhæver træk ved landskabet ud fra bestemte formål. At den aperspektiviske objektivitet må vige for et mere pragmatisk ideal om objektivitet som efterprøvbarhed i en åben videnskabelig offentlighed, muliggør også en mere kritisk forståelse af selve den rolle, kort spiller i forskning - og i kortlægning af forskning.
For hvad med videnskaberne selv? Kan de kortlægges? Ja, selvfølgelig. Siden videnskabernes fødsel i antikken har man filosoferet over deres indbyrdes forhold. Mange filosoffer, ikke mindst i 1800-tallet, udtænkte sindrige klassifikationer af de videnskabelige discipliner og forsøgte spekulativt eller logisk - hvad der ofte kom ud på et - at kortlægge deres indbyrdes forhold, for eksempel som grene på et stort stamtræ.
I det 20. århundrede drev institutionalisering, vækst og specialisering forskningen over i standardiserede procedurer for offentliggørelse af forskningsresultater i fagfællebedømte internationale tidsskrifter, og antallet af videnskabelige artikler voksede eksponentielt. Standardiseringen fandt især sted inden for medicin og de tekniske fag.
Den »enhedsvidenskab«, som positivistiske filosoffer havde drømt om at skabe ad logisk vej ved århundredets begyndelse, skabtes efterhånden institutionelt. Man opstillede bestemte værdier, ikke bare for »god videnskabelig praksis«, det vil sige metode, men også for publicering. Og der blev skabt en videnskab kaldet scientometri, som opmåler de enkelte landes forskning. Store databaser over publiceret forskning er blevet opbygget - ikke kun som et redskab til forskerne, så de kan opspore relevant litteratur, men også for administratorer og embedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede målsætninger.
Den filosofiske enhedstanke diskuteres nu kun ved sjældne lejligheder. I dag fremstår »enhed« oftere som et pres fra »de systemiske videnskaber« (som litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen kaldte de tekniske fag i sin stadig aktuelle bog »Babel og Tomrum«) på de mere heterogene humanistiske fag. Her mener man, at det er en dårlig idé, at al forskning skal publiceres i form af en artikel til 20 kolleger i et engelsksproget fagtidsskrift efter en bestemt skabelon, der sikrer, at artiklen kan accepteres, indekseres og indlemmes i forskningsdatabaserne.
De humanistiske fags kritik af enhed som ensliggørelse af forskningens mangfoldighed udelukker naturligvis ikke en rationelt begrundet enhed - i form af fælles grundværdier for al forskning: klarhed, forståelighed, konsistens, efterprøvbarhed, erfaringsbasering, offentlighed, kritisk parathed til revision med videre. Eller i form af et fælles mål om at forstå dele af den samme virkelighed, om end de kort, der kommer ud af dét projekt, aldrig vil kunne projiceres ned i en enkelt verdensformel.
Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsopmålere med Richard Klavans og Kevin Boyack i spidsen konstrueret et kort over al videnskab, intet mindre, et map of science (se illustration og tekstboks). Helt i tidens ånd har det form af et netværk. Det blev præsenteret i tidsskriftet Nature den 21/12-2006 og har siden fået så megen omtale, at dets skabere nu har et websted, hvor man kan bestille en kopi af kortet til sit køkken.
Men ak, kære læser, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det. Lige så begejstret min filosofiske hjernehalvdel blev over at fordybe sig i denne erkendelsens enhedsgoble, lige så alarmeret blev min forskningspolitiske hjernehalvdel, da den opdagede, at i én af versionerne på mapofscience.com kan man se kortet anvendt til at zoome ind på bestemte felter, og ikke blot kortlægge, men reelt evaluere forskning. Her modstiller man nemlig »gennemsnitsforskning« med »højvital videnskab som understøtter patentskabelse«, som der står.
Pludselig dukker den akademiske kapitalisme op i et ellers næsten guddommeligt kort over erkendelsens landskaber! Hvis de ambitiøse chefer i Videnskabsministeriet læser dette, bliver kortet fast inventar i dets alt for mange kontorer. En uhyggelig tanke. Thi, som man kortlægger verden, således behandler man den også.

[figurtekst]: Map of science
Man ser, at videnskaberne tilsyneladende danner en ring med fysik og astronomi øverst, der via geovidenskab og biologi forbinder til biokemi, medicin og samfundsvidenskaberne, som igen rækker op til ingeniør- og naturvidenskab. Som data er benyttet 800.000 videnskabelige artikler fra 2003 i Thomsons citationsbase. Basen holder styr på, hvilke andre artikler hver enkelt artikel citerer, hvilke nøgleord den benytter med videre. Artiklerne er blevet opdelt i 776 forskellige knudepunkter - lidt misvisende kaldt »paradigmer« - alt efter hvor ofte to artikler begge citeres sammen af forfattere af andre artikler. Et knudepunkt kan for eksempel være: proteinkemi. Tråde tegnes mellem paradigmer, der deler artikler, og de behandles som gummibånd, så paradigmer, der ligner hinanden, ligger tæt. Man indlagde en lille frastødende kraft omkring hvert knudepunkt af hensyn til overskuelighed.
Givet disse regler er kortet direkte afledt af data. Store paradigmer har flere artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer antyder, at mange artikler deles mellem to paradigmer. I nogle versioner er nettet udstyret med »hår« af nøgleord, der er særegne for hvert paradigme, og som får den overordnede figur til at ligne en ringgople.

Hotel Hera - Apollo rejser - beliggenhedens betydning

[postet 16. aug., 2011, men blog-tilbagedateret af hensyn til relevans for bloggen]

Appollorejser giver en beskrivelse af placeringen af hotel Hera -- se denne side:

http://www.apollorejser.dk/da/vores-rejsemaal/europa/bulgarien/burgaskysten/sozopol/accomodations/pages/hera.aspx

-- via googlemaps, som er fejlagtig:

Den rigtige placering i forhold til markeringen på googlemaps er sydligere, dvs. længere væk fra centrum af Sozopol, og også længere væk fra stranden.

(klik på billedet for at forstørre)

Jeg nævnte det på http://www.tripadvisor.dk/ men dette site har ikke ønsket at publicere korrektionen. Det ligner jo en tanke, at beliggenheden tager sig mere fordelagtig ud end det faktisk er tilfældet.

Hotellet ellers ok, og det med placeringen er ikke noget problem, bare temmeligt "unøjagtigt". En svipser med tendens?

Overnattede der i juli 2011 sammen med familien.

Wikis can be a fine educational tool

Friends, see here:

"All educational PBwikis are ad-free. We listened to educators and we recently made all educational wikis ad-free, so we want to spread the word about PBwiki.
Make a PBwiki as easily as a peanut butter sandwich. And as you know, setting up a PBwiki is free and takes only 10 seconds.
Check out the PBwiki tour!
Create your own wiki at http://www.pbwiki.com
Link to http://educators.pbwiki.com/PBwiki-educator-videos"

I have had good experiences with PBwikis; can be recommended.
Cheers,
Claus

Blogs er underlige

Nu troede jeg lige jeg var med på noderne. Og har endda sagt ja til at være redaktør for bloggen om Forskningsfrihed, fordi dens stifter ikke elsker the spot light så meget som jeg åbenbart gør. Så går jeg glad og forventningsfuld til dekanatets blog for a hente inspiration. Eller rettere: Hver gang, jeg er inde på eksempelvis fakultetets hjemmeside eller andre sider, der linker til den, skal jeg lige tjekke hvad der så sker lige nu i dekanatet: De er jo igang med at udmønte et helt nyt system af "de styrende organer" som det engang hed med en fysiologisk metafor. Men jeg skuffes: Ikke siden 6. decembers indlæg om den såkaldte fakultetskontrakt (mon den slags kontrakter holder i retten?) har der været indlæg. Og nu er der endda hele tre prodekaner foruden superdekanen ... og heraf er én pro-ditto for formidling. Dekanbloggen startede ellers fint med museumsrejsebreve på stribe i september, men slipstrømmen af breve forstummede i løbet af et par måneder.
Kan det mon hænge sammen med bloggens monologiske form: Med mindre der er et fast hold bidragydere, eller konstante kommentarer og mod-indlæg - og en følelse af flervejs-kommunikation - kan selv den inderligste enetaler blive tør i halsen og svag i pennen. Jeg håber bloggen Forskningsfrihed? vil få et lidt længere liv. Den er startet af ægte kærlig bekymring for universiteternes vitale kerne: en fri og levende forskning. Hertil hører også dialog og åben samtale.

Er det nu nødvendigt?

Så siger jeg først nølende ja til at bidrage som medredaktør på en andens blog, som jeg ikke kendte - og så skal jeg så først oprette min egen blog for at det kan fungere. Hmm, det er skismeda besværligt.

I det hele taget ved jeg ikke rigtigt med alt dether bloggeri. Hånden på hjertet og hovedet på bloggen: er der andre end een selv, der gider at læse med?

Nå, men Curt Hansens ide med en kritisk debat om universitetsdemokrati støtter jeg da varmt. Se hans nye blog om universitets- og forskningspolitik

Slut for nu.