Friday, July 20, 2007

Karma Cowboy i den kreative klasse


Karma er ingenting
En gennemsigtig sløring
Et vibrerende øjennet
Et hvidt lys
og en fjern sang i vinden
der altid er genkendelig

Karma er ingenting
det er dét der gør den
så forbandet velsignet
nærværende

Hvor er nettet stort, og hvor er det syret, så lidt af det jeg kender. Just som jeg troede at jeg vidste hvor det sneede, opdager jeg et sted, der kalder sig Kommunikationsforum, og som viser sig at være intet mindre end den kreative danske klasses store legeplads, hvor alle kan se hvem der er venner med hvem, og hvor alle frit kan deltage - skrive sig ind, linke til de andre, og få sig et virkeligt kreativt liv. Jeg vil ikke sige jeg kender stedet endnu – det er kun lidt af det jeg har set, så min rapport her er ca. ligeså dækkende som Dr. Livingstones rapport om det Afrikanske kontinent. Kommunikationsforum drives af et firma. Der er noget meget fascinerende og fristende ved stedet, men også lidt skræmmende over den måde, det hele er sat op på.
Det er et sted, hvor alle som sagt kan skrive sig ind, fint nok, og dele viden, herligt! Der er rigtig mange profiler, som det hedder (det hele handler jo om profilering), og der foregår uden tvivl en masse godt, sjovt og spændende, som lille jeg i min afgrunddybe uvidenhed er gået glip af i al den tid, jeg intet har vidst om legepladsen. Der er mange seriøse indlæg, og man kan sørme også få sin nysgerrighed tilfredsstillet og læse om hvem der nøgenbader med hvem, så organet ligner lidt den kreative klasses pendent til Se & Hør.
Det er helt klart et sted, hvor man kan blive eksponeret, hvis man arbejder hårdt for det og derfor opnår en god net-Karma (det vender jeg tilbage til), og alle, der har en god sag at fremføre, må da fristes af at blive set og hørt af så mange kloge, smukke, yndige, spændende og i det hele taget rigtige mennesker, som er forsamlet der. Så hvorfor ikke bare indskrive sig og lege med?
Muligvis læser jeg aviser og den slags meget overfladisk, men det slår mig så lidt spill-over effekt, så lidt sammenhæng der er mellem netmedier som disse, og de større etablerede medier. Tænk, at så mange mennesker kan kommunikere så meget, og så stadig reelt udgøre et nærmest hemmeligt sted i forhold til andre danske medier. Internettet er fuldt af ukendte steder (som her fx) - det er der intet nyt i - men at et stort forum som det pågældende alligevel reelt er en lukket sfære, siger lidt om fragmenteringen af offentligheden.
Et af de pudsige træk ved Kommunikationsforum er, at når man søger på et navn og får personens profil, kan man aflæse to egenskaber, endda med talværdi, for den pågældende: Han eller hendes "karma", og en såkaldt "K-rank". Efter at have spekuleret over hvad i alverden det nu var, fik jeg endelig definitionen til at poppe op på skærmen: Om Karma står "jo mere du giver til fællesskabet, jo bedre karma får du. Karma = gensidige links + blogposter + links + files - tabte links". Og om K-rank står "ud fra din karma udregnes din placering". Tankevækkende!
I første omgang en morsom og uskyldig feature, joda, en sød lille domsfunktion eller evaluerings-service, indbygget i Kommunikationsforums infrastruktur. Alle har pr. automatik en karma og en K-rank. Uskyldigt, der er selvfølgelig no hard feelings i det, tag det ikke mere personligt, end at du godt ved, at når du starter som nyfødt i forummet, du har hverken mange links eller blogindlæg, og altså meget lidt karma. Men så kan du jo begynde at samle, linke og vidensdele! Ligesom i rollespillene, hvor du skal jage og samle energi, redskaber og egenskaber, før spillet rigtigt kan starte. Enhver er sin egen lykkes (eller karmas) smed, og du genfødes som du har gjort sig fortjent til. Det passer gevaldigt fint ind i hele den kvalitets- og evalueringsideologi, der i de her år kryber ind under huden på os alle (se Karen Lise Salamons skarpe spidning af tankegangen i 2007-bogen Selvmål - det evaluerede liv). Skaberne af Kommunikationsforum har ikke fundet det tilstrækkeligt blot at tildele en individuel standing til de enkelte profiler, så derfor den afledte K-rank, som ranker dig i forhold til de andre på legepladsen. Man kan åbenbart konkurrere på karma ...
Lad os lige bøje det i grelt adornolysende neon: Din karma er ikke bare et billede af dit bidrag til fællesskabet, som det så smukt hedder, ordet associerer til en højere sjælelig værdi, som i denne kontekst på modsigelsesfuld vis bortsjakres af det evaluerende imperativs dominans over hin enkeltes sjæl og en eventuelt fælles ånd. Der er godt nok langt fra Dan Turèlls Li digte (i samlingen Karma Cowboy, jf. ovenfor) til de link cowboys og -girls på Kommunikationsforum, der blinker, linker, og flasher som gjaldt det livet selv.

No comments: