At se sig selv i spejlet

Bragt som klumme i Weekendavisen, tillægget Ideer, nr. 43 s.6, d. 26. okt. 2007.
At se sig selv i spejlet
Selvsyn: Videnskabsteorien kan ikke tillade sig at overse forskningspolitikken, fordi videnskaben gøres til genstand for politiske prioriteringer og beslutninger.
Af Claus Emmeche

Det sete afhænger af øjnene der ser, men øjet alene gør det ikke, der må flere redskaber til: tænkningens. Således også med selv-erkendelse. At se sin næse kræver en vis skelen, eller et spejl, og at se sin nakke, et spejl til. Og briller til de nærsynede – form hvem kan undsige sig mental nærsynethed?
Erkendelsens redskaber genfindes i videnskab. Men hvorfor skulle videnskaben ‘se på sig selv’ – den handler vel om at forstå tingene omkring os, jord, vand, liv og luft, sprogets gåder og fordeling af magt og rigdom?
Det sted, hvor videnskaben ser på sig selv, er først og fremmest i den daglige nærmest spontane bedømmende og kritiske omgang med videnskabens egne fund og resultater, som når fysikeren efterprøver det seneste nye om kvanteoptik, reparerer på standardmodellen for the big bang, eller sidder i et panel, der bedømmer stillingsansøgninger eller indsendte artikler til et fagtidskrift.
Forskeren kigger måske ikke selv selv i nakken, men ser kritisk over kollegaens skulder for at tjekke data, efterprøve et eksperiment, eller bedømme en ansøgning om penge til et forskningsprojekt. Det sker indenfor fagets egne grænser og verdensbillede; dét, som Kuhn kaldte paradigmet, dvs. det samfund af forskere indenfor fx mikrobiel økologi, som i stor udstrækning deler teoretiske modeller, metoder og opfattelse af hvilke spørgsmål, der er fornuftige at stille som potentielt løsbare problemer i den næste undersøgelse. Paradigmet er de briller, forskeren er socialiseret til at se verden igennem, og en ting som ‘Danmark anno 2007’ vil tage sig ret forskelligt ud for en økonom, en antropolog, en økolog eller en geofysiker: ‘Tingen’ konstitueres som forskellige genstande for undersøgelse i forskellige paradigmer.
Den kritiske erkendelse af fagfællers aktiviteter og forskningens fronter og faldgruber er oftest selverkendelse nok for den enkelte forsker, så længe han eller hun kan leve lykkeligt i elfenbenstårnet med udsigt til fagets egne gåder.
Men videnskaberne ser også sig selv i nakken med de spejle, som udgøres af specialiserede videnskabsteoretiske fagområder som videnskabssociologi, videnskabshistorie, videnskabsfilosofi, samt et væld af indbyrdes under- og grænseområder, fx ‘Science and Technology Studies’ (se Jensen m.fl.: Introduktion til STS, 2007). Det er fag, der har aspekter af videnskab og teknologi som genstand, og søger forståelse af generelle træk ved forskning og særtræk ved bestemte former for videnskabeligt baseret praksis. En del læsere vil huske Lene Kochs bøger om racehygiejne og tvangssterilisation, Thomas Söderqvists mursten om Niels Kaj Jernes liv og immunulogiske teorier, Jesper Hoffmeyers bog om biosemiotik som et nyt grundlag for biologisk tænkning, og Jens Morten Hansens opus om Stenos videnskabelige nybrud – sådanne undersøgelser er videnskabsteoretiske i den forstand, at de belyser, afdækker og muliggør kritik af bestemte sider af de videnskaber (og videnskabspersoner) de omhandler.
Videnskabsfilosofi er ikke noget nyt. Filosoffer har længe reflekteret over den menneskelige erkendelses betingelser, men dengang ‘videnskab’ uddifferentieredes som en specialiseret institution for vidensproduktion, kunne videnskabsfilosofien efterhånden udsondres som et felt, der undersøger den skabelse af ny erkendelse, der foregår på de videnskabelige institutioner (John Losee giver i sin bog A Historical Introduction to the Philosophy of Science et overblik over udviklingen i de filosofiske diskussioner af videnskabelig metode og ræsonnement).
I det 20. århundrede ser vi hvordan videnskabsfilosofien tvinges ud af sin isolation – fra den videnskab, som filosofferne kun iagttog på afstand, og fra det samfund, som videnskaben ganske vist foregik i, men kunne glemme alt om. Ved århundredets begyndelse var den positivistisk videnskabsfilosofi optaget af at være naturvidenskabens ydmyge tjener og bogholder, der logisk ville redegøre for den logik, som naturvidenskabsmænd antageligt benyttede. I samme århundrede opstod videnskabssociologien, der med Robert K. Merton lagde ud med at kortlægge det normsystem, der sikrer videnskabelig objektivitet (til forskel fra udartede former for ‘videnskab’ under Stalin og Hitler) og som fungerer i de videnskaber, der fik lov til at leve roligt i elfenbenstårnet, indtil militærisk nødvendighed tvang fx atomfysikken ind i mere intime omgangsformer med industri og samfund.
Efter 2. verdenskrig blev den filosofiske pejling og spejling af videnskaben mere empirisk. Der opstår et tættere samarbejde mellem filosoffer og historikere, og videnskabsteorien undergår selv en professionalisering. HPS, kælenavnet for ‘history and philosophy of science’, bliver en fagtradition (dyrket herhjemme bl.a. ved Steno Instituttet i Århus) for sofistikerede detailanlyser af alt fra de galvaniske batteriers historie til tænkningens nationale eller fagbestemte stilarter – det hele smukt opsummeret i bautastenen Reader’s Guide to the History of Science redigeret af danskeren Arne Hessenbruch.
Ved slutningen af det 20. århundrede trænger den sociale dimension sig på af andre årsager: Forskningen kommercialiseres. En af de fysikere, der selv afslutter sin karriere med at holde det videnskabssociologiske spejl op for forskningen er John Ziman, som (bl.a. i bogen Real Science fra 2000) kortlægger et nyt – ‘post-akademisk’ - system af normer, der gælder den forskning, politikere gerne ser spændt for den økonomiske ideologi om et globaliseret videnssamfund, hvor videnskabelse bliver den primære produktivkraft. Disse normer – fx at viden opfattes som en vare, der kan bestilles, prissættes og ejes, og at forskningen målstyres og ikke er ‘for alle’ men ‘nogens’ – er, for nu at sige det pænt, i en vis indre spænding med normer for objektivitet og universalitet i den klassiske videnskab. Forskningspolitik bliver et felt, videnskabsteorien ikke længere kan overse, for ligesom samfundet og politikken i højere grad hviler på anvendelse af videnskab, bliver videnskaben selv genstand for en rækkke politiske beslutninger og prioriteringer, jf. den seneste debat om hvorvidt den frie forskning ofres på den strategiske forsknings alter.
Forskerne selv udsættes i processen for nye former for ydre styring. Et aktuelt eksempel er det Naturvidenskabelige Fakultet i København, hvor dekanen netop har tilladt sine institutledere at indføre tilstedeværelsespligt: forskning som et 9-16 job med tidsstempling. At dét er en managementfilosofi, der officielt er forladt i de videnstunge dele af erhvervslivet, gør eksemplet mere bizart, et forsinket ekko af proletariseringen af forskerne da videnskaben blev big science.
Videnskabsteorien har åbnet sig mod en bredere samfundsmæssig virkelighed i takt med at forskningen selv er trængt ind i alle afkroge af samfundet og gjort det til sit eget store laboratorium. Den er et redskab til orientering i videnssamfundets spejlkabinet af indsigt og udsyn, nærsyn og fata morgana. Et ekstra spejl kompenserer for en enkelt blind vinkel, men de blinde vinklers antal er som stjernernes. Fint nok, at forskningen råder over flere spejle, den kan holde op for sig, hvis den stadig skal kunne tåle at se sig selv i ansigtet som videnskab.