Friday, August 31, 2007

Akademisk Kapitalisme

[klumme bragt i Weekendavisen nr. 35, den 31.08.2007, tillægget Ideer s. 6]
Akademisk kapitalisme
Af
Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet.

Man må vare sin mund: I klummen d. 20/4 omtalte jeg et nyt kort over netværket af videnskabelige discipliner, og kom så til at bruge termen akademisk kapitalisme, uden nærmere omsvøb. De følger så her! Associationen kom da jeg opdagede, at skaberne af kortet, nogle folk indenfor ‘scientometri’ – den videnskab der kortlægger og analyserer forskning – samtidig sælger detailkort og konsulentråd om steder i videnskabernes landskab, der rummer “forskning som understøtter patentskabelse”, dvs. økonomisk spin-off og kort vej fra lektor til likviditet.
Skønt alle på de ganske danske universiteter oplever den akademiske kapitalisme direkte – den er jo nærmest indskrevet i universitetsloven af 2003 – stødte jeg først på begrebet i artikel af Rick Welsh og Leland Glenna, to amerikanske sociologer. I tidskriftet Social Studies of Science (bd. 36 nr. 6, 2006) fremlægger de resultater af en undersøgelse af kommercialiseringen af den offentligt financierede forskning i USA på de felter, som er interessante for agroindustrielle bioteknologi.
Indenfor transgene afgrøder (sorter som snedkereres til fx tørkeresistens ved at indsplejse gener fra andre arter) har private firmaer været førende hvad angår forskning og udvikling. Det har ført til et snævert forskningsfokus på kun ganske få kommercielt interessante afgrøder og egenskaber, mens en række mindre afgrøder ifølge Welsh og Glenna er ignoreret – ikke af strengt videnskabelige, men af kommercielle grunde. Det har flere analytikere beklaget og efterspurgt en bredere orienteret forskning i andre afgrøder og egenskaber. Man kunne så forvente, at de statslige universiteter tog sig af den del.
Den forventning sættes der store spørgsmålstegn ved, ikke blot ud fra de data, Welsh og Glenna fremlægger, men også på baggrund af tendenserne til at universiteter forandres fra at være statsinstitutioner, der tjener hele samfundet, til at være lære- og forskningsanstalter, der især styres efter erhvervslivets syn på relevans, og som i deres markedsadfærd, styreformer, og endda i selve forskningsemnerne lægger sig tæt op af erhvervslivet. Det er sådanne træk, som kendetegner akademisk kapitalisme.
Welsh og Glennas undersøgelse viser, at der er klare tegn på indsnævring af forskningen i transgene afgrøder på offentlige universiteter: Forskning i bioteknologi og Genetisk Modificerede Organismer kommer i stigende grad til at ligne industriens egen forskningsprofil i GMOer. Det betyder manglende forskning i afgrøder, der måske ikke globalt er nær så kommercielt interessante for de store firmaer, men som kunne være gavnlige i bestemte lokale sammenhænge, ligesom det betyder manglende forskning i planteegenskaber (fx produktkvalitet), der har at gøre med andet end herbicidresistens og insekt-giftighed, som de store firmaer fokuserer på.
Og hvad kan vi så lære af det? Jo, danske politikerne bør som Glenna og Welsh anbefale de offentlige universiteter at formulere deres egen klare politik (1) for at fremme den forskning, som den private sektor ikke tager sig af, og (2) kun indgå i erhvervssamarbejde, hvis særlige grunde taler for det, og hvis det kommer andre end private interesser til gavn.
Man har vel ikke universiteter for at yde skjult industristøtte? Universiteterne er retorisk set ‘selvejende’ og man skulle så tro, at de selv kunne formulere en politik, som tilgodeser almenvældet og videnskaben. Men sandheden er jo, at udviklingskontrakterne med ministeriet binder de danske universiteter til kun at handle i overensstemmelse med den siddende regerings forskningspolitik. Den tidligere socialdemokratiske regering begik en stor fejl ved at indføre udviklingskontrakter, og den borgerlige regering har ikke holdt sig tilbage med at bruge sin indflydelse!
Akademisk kapitalisme er ikke kapitalisme, og betegner ikke i første omgang de helt outrerede tilfælde, hvor universiteter køres som rene profitforetagender, der sælger uddannelser, især fjernuddannelser. Skræmmebilledet er det amerikanske profituniversitet Phoenix, en gigant med afdelinger i flere lande. Det er end ikke et universitet i vores øjne med egen forskning; det er en pengemaskine indenfor højere uddannelse – måske noget Bertel Haarder måske synes er cool, at dømme efter hans udtalelser fra sidste års universitetsseminar i OECD-regi…
Academic Capitalism – Politics, Policies and the Entrepreneurial University er titlen på en bog af uddannelsesforskerne Sheila Slaughter og Larry L. Leslie fra University of Arizona, 1997, fulgt op i 2004 med Slaughter & Gary Rhoades, Academic Capitalism and the New Economy. Heri smedes begrebet til at beskrive de samme ændringer, vi nu ser på de danske universiteter, i retning af at de i hele deres adfærd efterligner private virksomheder. Forfatterne vedgår, at ordet er uheldigt hvis det vækker forestillinger om grov gammeldags udbytning af arbejdskraft. Det er der ikke tale om (når vi ser bort fra horder af løst ansatte daglejere og undervisningsassistenter). Snarere om en række skred mellem offentlig og privat virksomhed, som skaber organisatoriske hybider, der i kraft af hele bølgen af incitamentstyring og new public management fremmer ‘entreprenante’ handlemønstre i forskning og uddannelse, men ødelægger klassisk akademiske værdier, fx at man hverken kan stemme om eller prissætte sandheden.
At være statsansat forsker på et offentligt universitet er i dag på mange måde analogt med at være privatansat industriforsker. Man kan selv gætte hvad det betyder for universitetets såkaldte ‘frie forskning’.
Det er på tide at nytænke universiteternes opgaver som hele samfundets institutioner. Nye retningslinier må hindre, at akademisk kapitalisme skævvrider videnssamfundet. Forskningspolitikken må ind i valgkampen!


Note:
Klummen ovenfor er en tematisk variant over det, jeg beskrev i indlægget "Rektor og den akademiske kapitalisme", indsendt til Forskningspolitisk Arkiv i marts 2007.



No comments: