Erkendelsens landskab

Weekendavisen, 20.04.2007 (sektionen Ideer, s. 6)
Erkendelsens landskab
[Overblik.] Der er nu skabt et næsten guddommeligt kort over videnskaberne og deres sammenhæng. Det er smukt og rigtigt gjort - når bare det ikke udarter til akademisk kapitalisme!
Af Claus Emmeche, Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Københavns Universitet

Jeg faldt for nylig over et utroligt kort over videnskaberne, som fascinerede mig, og som jeg må indvie Dem i mine tanker om. Det kræver en lille omvej over filosofi og forskningspolitik.
En simpel, næsten naiv, men ikke helt gal forståelse af videnskab er, at videnskaberne producerer kort over virkeligheden, aspekter af natur og kultur, menneske og univers, og at disse kort bliver stadig mere detaljerede. Med andre ord: kortet er ikke landskabet, men kortet repræsenterer landskabet, såvel ikonisk - som når afstande på kortet modsvarer afstande i landskabet - som symbolsk, når skov, sø og by farvelægges forskelligt. Kort er nyttige repræsentationer at orientere sig efter for at kunne forstå det kortlagte. Tænk for eksempel på det totale kort over det humane genom, menneskets arvemasse bestående af 3 milliarder baser i DNA, som offentliggjordes for få år siden.
Megen forskning har karakter af sådanne større kortlægningsprojekter, og forskere har i generationer kortlagt Jordens landskaber, himlens stjerner og kroppens komplekse mikrokosmos. Kort kan afbilde objekter, som ikke kan ses med det blotte øje, abstrakte størrelser eller sociale og økonomiske forhold.
Kortet som repræsentationsform passer godt til det ideal om objektivitet, som forskningen tilstræber. Kortet beror ikke på hørelse, lugt eller følesans, men på synssansen og dens særlige evne til at illudere et tidløst overblik over et fastholdt sceneri. Det appellerer til en forestilling om et aperspektivisk, næsten guddommeligt syn på verden fra et punkt, der ikke selv er en del af verden.
Alligevel vil praktisk erfaring med forskellige kort over den samme by erindre os om kortets konstruerede aspekt; at ethvert kort fremhæver træk ved landskabet ud fra bestemte formål. At den aperspektiviske objektivitet må vige for et mere pragmatisk ideal om objektivitet som efterprøvbarhed i en åben videnskabelig offentlighed, muliggør også en mere kritisk forståelse af selve den rolle, kort spiller i forskning - og i kortlægning af forskning.
For hvad med videnskaberne selv? Kan de kortlægges? Ja, selvfølgelig. Siden videnskabernes fødsel i antikken har man filosoferet over deres indbyrdes forhold. Mange filosoffer, ikke mindst i 1800-tallet, udtænkte sindrige klassifikationer af de videnskabelige discipliner og forsøgte spekulativt eller logisk - hvad der ofte kom ud på et - at kortlægge deres indbyrdes forhold, for eksempel som grene på et stort stamtræ.
I det 20. århundrede drev institutionalisering, vækst og specialisering forskningen over i standardiserede procedurer for offentliggørelse af forskningsresultater i fagfællebedømte internationale tidsskrifter, og antallet af videnskabelige artikler voksede eksponentielt. Standardiseringen fandt især sted inden for medicin og de tekniske fag.
Den »enhedsvidenskab«, som positivistiske filosoffer havde drømt om at skabe ad logisk vej ved århundredets begyndelse, skabtes efterhånden institutionelt. Man opstillede bestemte værdier, ikke bare for »god videnskabelig praksis«, det vil sige metode, men også for publicering. Og der blev skabt en videnskab kaldet scientometri, som opmåler de enkelte landes forskning. Store databaser over publiceret forskning er blevet opbygget - ikke kun som et redskab til forskerne, så de kan opspore relevant litteratur, men også for administratorer og embedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede målsætninger.
Den filosofiske enhedstanke diskuteres nu kun ved sjældne lejligheder. I dag fremstår »enhed« oftere som et pres fra »de systemiske videnskaber« (som litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen kaldte de tekniske fag i sin stadig aktuelle bog »Babel og Tomrum«) på de mere heterogene humanistiske fag. Her mener man, at det er en dårlig idé, at al forskning skal publiceres i form af en artikel til 20 kolleger i et engelsksproget fagtidsskrift efter en bestemt skabelon, der sikrer, at artiklen kan accepteres, indekseres og indlemmes i forskningsdatabaserne.
De humanistiske fags kritik af enhed som ensliggørelse af forskningens mangfoldighed udelukker naturligvis ikke en rationelt begrundet enhed - i form af fælles grundværdier for al forskning: klarhed, forståelighed, konsistens, efterprøvbarhed, erfaringsbasering, offentlighed, kritisk parathed til revision med videre. Eller i form af et fælles mål om at forstå dele af den samme virkelighed, om end de kort, der kommer ud af dét projekt, aldrig vil kunne projiceres ned i en enkelt verdensformel.
Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsopmålere med Richard Klavans og Kevin Boyack i spidsen konstrueret et kort over al videnskab, intet mindre, et map of science (se illustration og tekstboks). Helt i tidens ånd har det form af et netværk. Det blev præsenteret i tidsskriftet Nature den 21/12-2006 og har siden fået så megen omtale, at dets skabere nu har et websted, hvor man kan bestille en kopi af kortet til sit køkken.
Men ak, kære læser, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det. Lige så begejstret min filosofiske hjernehalvdel blev over at fordybe sig i denne erkendelsens enhedsgoble, lige så alarmeret blev min forskningspolitiske hjernehalvdel, da den opdagede, at i én af versionerne på mapofscience.com kan man se kortet anvendt til at zoome ind på bestemte felter, og ikke blot kortlægge, men reelt evaluere forskning. Her modstiller man nemlig »gennemsnitsforskning« med »højvital videnskab som understøtter patentskabelse«, som der står.
Pludselig dukker den akademiske kapitalisme op i et ellers næsten guddommeligt kort over erkendelsens landskaber! Hvis de ambitiøse chefer i Videnskabsministeriet læser dette, bliver kortet fast inventar i dets alt for mange kontorer. En uhyggelig tanke. Thi, som man kortlægger verden, således behandler man den også.

[figurtekst]: Map of science
Man ser, at videnskaberne tilsyneladende danner en ring med fysik og astronomi øverst, der via geovidenskab og biologi forbinder til biokemi, medicin og samfundsvidenskaberne, som igen rækker op til ingeniør- og naturvidenskab. Som data er benyttet 800.000 videnskabelige artikler fra 2003 i Thomsons citationsbase. Basen holder styr på, hvilke andre artikler hver enkelt artikel citerer, hvilke nøgleord den benytter med videre. Artiklerne er blevet opdelt i 776 forskellige knudepunkter - lidt misvisende kaldt »paradigmer« - alt efter hvor ofte to artikler begge citeres sammen af forfattere af andre artikler. Et knudepunkt kan for eksempel være: proteinkemi. Tråde tegnes mellem paradigmer, der deler artikler, og de behandles som gummibånd, så paradigmer, der ligner hinanden, ligger tæt. Man indlagde en lille frastødende kraft omkring hvert knudepunkt af hensyn til overskuelighed.
Givet disse regler er kortet direkte afledt af data. Store paradigmer har flere artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer antyder, at mange artikler deles mellem to paradigmer. I nogle versioner er nettet udstyret med »hår« af nøgleord, der er særegne for hvert paradigme, og som får den overordnede figur til at ligne en ringgople.