På et universitet er der (skal der være) en dybere sammenhæng mellem forskning og undervisning. Det, du læser, skal være opdateret med den nyeste forskning, og ingen gider kun at tilegne sig en masse løsrevne facts, selvom eksamenslæsning i et dystert øjeblik godt kan føles sådan. Det handler også om at kunne få lov til at fordybe sig, indse sammenhænge, og vide hvordan facts er fundet. Have overblik over fagets metoder. Kende fagets helte og kunne skelne dem fra crackpots. Komme helt ind under huden på dén kritiske og selvstændige måde at tænke på, som er selve forudsætningen for, at der overhovedet kan være ting som fag og videnskaber.
Ved afslutningen af studiet er sammenhængen tydeligere. I et bachelorprojekt eller speciale arbejdes mere selvstændigt. Her borer man sig helt ind i en problemstilling. Et godt speciale viser, at du selv kan bidrage til at frembringe ny viden.
Forskerdyr
Det er en af grundene til, at på et universitet skal undervisningen være forskningsbaseret: Som studerende skal man kunne møde rigtige forskerdyr. Ikke bare folk, der kan tænke selv, men folk, befinder sig helt fremme i forskningsfronten. Det er ofte også folk, der selv inspireres af at være nødt til at forklare sig bedre overfor de, som stiller ‘dumme’ spørgsmål og ikke accepterer forklaringer om at ‘sådan har vi altid gjort’ eller ‘det har vi vedtaget’.
Uni er ikke et jobkursus
Det er den slags ting – knyttet til selve tanken om videnskab og forskningsfrihed – der gør, at universitet ikke bare er som en forlængelse af gymnasiet eller et jobkursus for arbejdssøgende (selvom det i enkelte tilfælde kan opleves sådan). Som institution betragtet er universitetet anderledes, for det har en høj grad af akademisk frihed. Her udbydes forskningsbaseret undervisning: Underviserne er selv forskere, og derfor kan de studerende inddrages i forskning. Forskerne har frihed til selv at vælge emner, metoder, og pligt til publicere resultater, frihed til at udkæmpe faglige debatter (bl.a. ved at kunne kritisere kolleger fra samme eller andre institutioner), og mulighed for at bidrage til den offentlige debat med fagligt baserede synspunkter, som går imod strømmen og stiller spørgsmålstegn ved herskende opfattelser.
Universitetet som idé
Men behøver de studerende bekymre sig om så luftige ting som selve universitetets idé? Nu har vi jo et universitet, så må det vel være ok?
Nej, desværre. For der er ved at ske et skred i den måde universiteter opfattes på, som truer selve universitetets grundværdier. På uni skal der være plads til forskning uden at bestemte samfundsinteresser har dikteret eller sat sig på forskningsstrategien. Forskning er et offentligt gode, men udvikling af erkendelse er umulig at forudsige eller planlægge. Geniale ideer er som evolutionens mutationer hverken styret af forhåndsviden om egnethed, overlevelse, ønsket om gevinst, profit eller velfærd.
Akademisk kapitalisme
Truslen kommer to steder fra: 1) Statsstyring via ‘New Public Management,’ dvs. ideen om at presse konkurrence-lignende incitamenter ind i det offentlige, som så i sin tur kræver dokumentation, ranking og monitering via indikatorer. Det er som bekendt ikke noget specielt for universiteterne. Det får bare specielt bizarre udslag her. Som nu det fantasme, videnskabsministeriet er ved at installere i den danske forskningsverden, den såkaldte indikator for ‘forskningskvalitet’ i form af bibliometriske påbud og forbud om at publicere på bestemte måder. Man tror det er løgn, men lige nu er ca. 500 forskere i faglige udvalg ved at lave lister over A-, B- og C-tidskrifter, som skal give flere eller færre point at publicere i, bortset fra de som dømmes ude på forhånd. Det opfordrer til kassetænkning og publicering efter salami-teknikken (hvorfor publicere én stor og dyb artikel, hvis jeg får flere point ved at dele den op i tre små?).
Styringen viser sig også i universitetslovens gummibestemmelse om at man kan forske frit, dog inden for institutionens ‘forskningsstrategiske rammer’ (som aftales med ministeriet via udviklingskontrakten).
2) Kommercialisering og ensretning af universitetssektoren i Danmark. Hvorfor skal alle universiteter ligne DTU og CBS? Hvorfor skal alle universitetsbestyrelser have en majoritet af eksterne repræsentanter, mangle valgte ledere, og været top-downstyrede som virksomheder var i 1950’erne? Akademisk kapitalisme er begrebet for den stigende tendens til at universiteterne tvinges til at agere, som om de var private virksomheder. De skal ikke bare opmuntre til videns- og teknologioverførelse (som i sig selv kan være fint nok). Skelen til cash money bliver et afgørende fokus for selve de centrale beslutninger om hvordan kerneydelsen – forskning og undervisning – skal leveres.
Forskningsfrihed og protest
Det er på tide, at både studerende og ansatte protesterer over misæren. Jeg så ingen anden vej end at slutte mig til bloggen Forskningsfrihed? for at få luft for mine frustrationer over stigende bureaukrati og topstyring. Der er behov for at såvel forskere som studerende protesterer mod tingenes tilstand. På Facebook har vi en livlig gruppe af samme navn som bloggen. Den tæller også en del studerende. Følg med! Her i foråret vil vi se mere højlydte protester imod tingenes tilstand…
Vi må ganske enkelt opfordre politikerne til en basal ændring af den forsknings- og uddannelsespolitik, vi har oplevet siden universitetsloven af 2003. Du kan være med til at sikre, at offentlige universiteter i Danmark stadig er et sted, hvor alle, uanset social baggrund, kan få adgang til en højere uddannelse, og hvor fri forskning kan udfolde sig som betingelsen for et kvalificeret demokrati.
Claus Emmeche er lektor og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier
Forskningsfrihed på nettet:
http://professorvaelde.blogspot.com/
Facebook: http://www.facebook.com/group.php?gid=18872447992
Indlægget bragt i SCIENT (Magasin for studerende på naturvidenskab, Københavns Universitet), april 2008 (4. årg., nr. 4) s. 24-25.
