Videnskabens disnormering
Af Claus Emmeche & Inge Henningsen
Afsløringerne af regeringens forsøg på at ændre og bortforklare ubekvemme resultater om den globale opvarmning har ført til en genopblussen af diskussionen om forskernes ansvarlighed.
I 1942 formulerede sociologen Robert K. Merton universitetets akademiske kerneværdier - et videnskabelige etos - i form af CUDOS-normerne. De står for Communalisme (fælles ejendomsret til ny viden), Universalitet (udsagn bedømmes på deres objektive evidens, ikke på hvem der fremsætter dem; viden er for alle), Disinteresserethed (det vil sige upartiskhed) og Organiseret Skepsis (i form af kritik og uhildet udspørgen og fagfællers tjek). Værdierne er selve grundlaget for videnskab som kritisk søgen efter viden og forståelse uden hensyn til nogen anden autoritet end fornuften og erfaringen.
I 1984 karakteriserede fysikeren John Ziman industrigørelsen af videnskab som ’PLACE’: Et nyt normsæt hvor viden gøres til genstand for privat ejendomsret og ikke automatisk offentliggøres (Proprietary); den fokuserer på Lokale tekniske problemer, ikke forståelse; er Autoritær (chefen bestemmer); man får udpeget bestemte praktiske mål (Commissioned); og er Ekspert-orienteret mod problemknusning, ikke drevet af fri nysgerrighed.
Merton var skræmt af Hitlers absurde ’ariske fysik’ og lignende totalitære angreb på fri forskning og holdt CUDOS op som modbillede. Ziman var bekymret for tendensen til at CUDOS nedbrydes og erstattes af PLACE.
I det Sanderske regime dominerer PLACE - ikke kun hvor det har sin naturlige oprindelse: i industrien, i den teknologiske forskning og i forskerparkerne - men også der hvor man ville forvente at finde den frie forskning. Skræmmende, for CUDOS og demokrati hører sammen.
