Nu troede jeg lige jeg var med på noderne. Og har endda sagt ja til at være redaktør for bloggen om Forskningsfrihed, fordi dens stifter ikke elsker the spot light så meget som jeg åbenbart gør. Så går jeg glad og forventningsfuld til dekanatets blog for a hente inspiration. Eller rettere: Hver gang, jeg er inde på eksempelvis fakultetets hjemmeside eller andre sider, der linker til den, skal jeg lige tjekke hvad der så sker lige nu i dekanatet: De er jo igang med at udmønte et helt nyt system af "de styrende organer" som det engang hed med en fysiologisk metafor. Men jeg skuffes: Ikke siden 6. decembers indlæg om den såkaldte fakultetskontrakt (mon den slags kontrakter holder i retten?) har der været indlæg. Og nu er der endda hele tre prodekaner foruden superdekanen ... og heraf er én pro-ditto for formidling. Dekanbloggen startede ellers fint med museumsrejsebreve på stribe i september, men slipstrømmen af breve forstummede i løbet af et par måneder.
Kan det mon hænge sammen med bloggens monologiske form: Med mindre der er et fast hold bidragydere, eller konstante kommentarer og mod-indlæg - og en følelse af flervejs-kommunikation - kan selv den inderligste enetaler blive tør i halsen og svag i pennen. Jeg håber bloggen Forskningsfrihed? vil få et lidt længere liv. Den er startet af ægte kærlig bekymring for universiteternes vitale kerne: en fri og levende forskning. Hertil hører også dialog og åben samtale.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
1 comment:
Post a Comment