(kronik til Ingeniøren)
I aviser og fagblade som Ingeniøren, FORSKERforum, Magisterbladet o.l. kan man med jævne mellemrum læse om undersøgelser, der viser at presset på den menige forsker øges, og at folk somme tider går ned med stress. Dette pres på den enkelte hvad angår antallet af forskellige arbejdsopgaver opleves sikkert ikke mindst af de yngre forskere, der står i begyndelsen af en karriere, og gerne skal have publiceret gode artikler i anerkendte tidskrifter. Det er velkendt at kravene til ph.d.-studerende om også at undervise og formidle ved siden af selve uddannelsen til forsker kan give den enkelte sved på panden. En situation med krav til performance fra mange parter, ønsker om synlighed i offentligheden, maksimalt og loyalt bidrag til det team, man indgår i, gode kontakter til samarbejdspartnere udenfor forskergruppen såsom virksomheder, donorer eller fonde, og nødvendigheden af gode relationer til forskningsledelsen på det lokale institut eller fakultet, kan tilsammen skabe ikke bare pres, men hos svagere sjæle også fristelser til at springe over hvor gærdet er lavest, og undlade at overholde gængse krav til god videnskabelig praksis.
At den pressede situation med krav om opfyldelse af en mangfoldighed af målsætninger og ønsket om overholdelse af egne deadlines, projek-milestones, administrativt papirarbejdet osv., direkte kan forlede til sjusk, uheldig omgang med statistik eller fejlagtig behandling af data, og dermed dårligere forskning, er selvfølgelig ingen undskyldning for som forsker ikke at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og i det hele taget kan de ændrede betingelser for universiteternes forskning, vi ser disse år – kort udtrykt i slagordet at der skal være kortere vej fra basal forskning til kommerciel anvendelse – ikke undskylde ejheller grovere tilfælde af uredelighed, svindel eller ligefrem fabrikation af data, som selv gode forskere i ekstremt pressede situationer kan forledes til. Det er nok ikke let at forestille sig, at vi i Danmark skulle opleve en sag med svindel af lignende dimensioner som i sagen om den sydkoreanske kloningsforsker Woo Suk Hwang, hvor netop omgivelsernes pres og forventninger blev brugt, ikke som undskyldning men forklaring på at en god topforsker forfaldt til svindel. Omvendt har vi i Danmark via Udvalget for Videnskabelig Uredelighed set sager om svindel, forfalskning af data, tendentiøs selektion og tolkning af resultater, plagiat, og andre artiker fra kataloget over dårlig videnskabelig praksis, og læsning af UVVUs årsrapporter er ikke specielt opbyggelig læsning. Godt, at der netop i tider, hvor universiteternes uafhængighed af store eksterne bevillinger, donationer og samarbejdsaftaler bliver mindre og mindre, findes statslige organer som UVVU, da man kan frygte, at de lokale praksisudvalg ved de enkelte universiteter er så tæt på ledelsen, at tilliden til deres uafhængighed svækkes (og derfor ærgerligt, at forkludringen i Lomborg-sagen førte til indskrænkning af UVVUs beføjelser).
Ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er der i øjeblikket overvejelser om at udbyde en fast pakke af generelle kurser til alle ph.d.-studerende, herunder kurser i forskningsetik og videnskabsteori. Andre generelle emner kunne være formidling, statistisk metode, videnskabelig publicering, eller fundraising. Ved fakultetets Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier har vi de sidste to år som et pilotprojekt udbudt kurser i generel videnskabsteori og etik for de ph.d.-studerende i form af en uges intensiv undervisning samt forberedelse og efterfølgende rapportskrivning. Vi har oplevet en stor interesse for kurset. Nu lyder det paradoksalt at belaste de ph.d.-studerende med endnu et krav om at skulle følge kurser i generelle emner udover det, de behøver for deres eget svendestykke i forskning, og det er måske bedst at fastholde kurserne som et frivilligt tilbud, men dette er et spørgsmål om hvordan man mest hensigtsmæssigt designer den samlede forskeruddannelse. Men jeg kan i al fald se, at dét, at dykke ned i konkrete sager om videnskabelig uredelighed – litteraturen og materialet herom er righoldigt – kan være meget lærerigt, ikke blot for at få skærpet sin bevidsthed om de centrale elementer i det videnskabelige arbejdes etik, videnskabens grundværdier og hvor slemt det kan gå hvis de krænkes, men også at opnå en mere overordnet indsigt i de ændrede vilkår for såvel anvendt som basal forskning, som vi alle oplever i disse år.
For det er immervæk meget voldsomme forandringer, der er sket med samspillet mellem stat, industri og universiternes forskning i naturvidenskabelige, tekniske og biomedicinske emner, og fra manges sider er der bekymring for om videnskabsministerens garantier om fortsat forskningsfrihed reelt batter i det mere topstyrede og kommercielt rettede forskningssystem, vi er på vej ind i. Jeg er redaktør på en blog (redfriforsk.blogspot.com) hvor universitetsansatte diskuterer de ændrede betingelser for forskningsfrihed. En af de ting, man lægger mærke til, og som ethvert barn selvfølgeligt ved, er at forskning ikke blot kan udføres indenfor ét enkelt system af normer og værdier, men at den rolle som fx normer omkring åbenhed versus hemmeligholdelse har, er forskellige i henholdsvis industriel, universitets-, og blandingsforskning. Blandinger af universitet og industri opstår jo ved tætte samarbejder eller i situationer hvor der er patent-potentiale i opdagelser, der ellers skulle kommunikeres åbent til fagfæller i klassisk akademisk forstand. Det har de tekniske højskoler længe kendt til, men når højskolen bliver et universitet, eller når et klassisk universitet begiver sig af med Technology Transfer, skal forskerne nu til at lære at begå sig på andre måder, og mange ser den pålagte hemmeligholdelse som en total hæmning af deres frihed til at meddele opdagelser til kolleger i feltet andetsteds.
Eksemplet viser, at forståelse af forskningens etik ikke blot omhandler overholdelse eller brud på mere konkrete normer om redelighed, men at også andre institutionelle normer regulerer forskernes adfærd. Forskningens etik befinder sig selvfølgelig i en forskningspolitisk kontekst, og her er det vigtigt, at kurser i forskningsetik ikke bliver ‘politiske’ i betydningen ‘politiserende’ (fx som baser for kritik af de herskende forskningspolitiske magtforhold), men snarere oplysende og tværvidenskabeligt baserede, dvs. med kvalificerede elementer af politologisk, sociologisk, juridisk og samfundsfilosofisk viden om forskningens forhold, herunder teoretiske vinkler på dette. Med andre ord: Sådanne kurser bør ikke hjemmestrikkes af ‘dem der altid laver den slags her’, men bør nytænkes, forskningsbaseres og kvalificeres.
(bibliografisk note: artiklen bragtes i redigeret form og under overskriften "Forskernes stigende stress presser dem på etikken" d. 18. maj, 2007, s. 8 i anden sektion af Ingeniøren)
