Hvor er nettet stort, og hvor er det syret, så lidt af det jeg kender. Just som jeg troede at jeg vidste hvor det sneede, opdager jeg et sted, der kalder sig Kommunikationsforum, og som viser sig at være intet mindre end den kreative danske klasses store legeplads, hvor alle kan se hvem der er venner med hvem, og hvor alle frit kan deltage - skrive sig ind, linke til de andre, og få sig et virkeligt kreativt liv. Jeg vil ikke sige jeg kender stedet endnu – det er kun lidt af det jeg har set, så min rapport her er ca. ligeså dækkende som Dr. Livingstones rapport om det Afrikanske kontinent. Kommunikationsforum drives af et firma. Der er noget meget fascinerende og fristende ved stedet, men også lidt skræmmende over den måde, det hele er sat op på.
Det er et sted, hvor alle som sagt kan skrive sig ind, fint nok, og dele viden, herligt! Der er rigtig mange profiler, som det hedder (det hele handler jo om profilering), og der foregår uden tvivl en masse godt, sjovt og spændende, som lille jeg i min afgrunddybe uvidenhed er gået glip af i al den tid, jeg intet har vidst om legepladsen. Der er mange seriøse indlæg, og man kan sørme også få sin nysgerrighed tilfredsstillet og læse om hvem der nøgenbader med hvem, så organet ligner lidt den kreative klasses pendent til Se & Hør.
Det er helt klart et sted, hvor man kan blive eksponeret, hvis man arbejder hårdt for det og derfor opnår en god net-Karma (det vender jeg tilbage til), og alle, der har en god sag at fremføre, må da fristes af at blive set og hørt af så mange kloge, smukke, yndige, spændende og i det hele taget rigtige mennesker, som er forsamlet der. Så hvorfor ikke bare indskrive sig og lege med?
Muligvis læser jeg aviser og den slags meget overfladisk, men det slår mig så lidt spill-over effekt, så lidt sammenhæng der er mellem netmedier som disse, og de større etablerede medier. Tænk, at så mange mennesker kan kommunikere så meget, og så stadig reelt udgøre et nærmest hemmeligt sted i forhold til andre danske medier. Internettet er fuldt af ukendte steder (som her fx) - det er der intet nyt i - men at et stort forum som det pågældende alligevel reelt er en lukket sfære, siger lidt om fragmenteringen af offentligheden.
Et af de pudsige træk ved Kommunikationsforum er, at når man søger på et navn og får personens profil, kan man aflæse to egenskaber, endda med talværdi, for den pågældende: Han eller hendes "karma", og en såkaldt "K-rank". Efter at have spekuleret over hvad i alverden det nu var, fik jeg endelig definitionen til at poppe op på skærmen: Om Karma står "jo mere du giver til fællesskabet, jo bedre karma får du. Karma = gensidige links + blogposter + links + files - tabte links". Og om K-rank står "ud fra din karma udregnes din placering". Tankevækkende!
I første omgang en morsom og uskyldig feature, joda, en sød lille domsfunktion eller evaluerings-service, indbygget i Kommunikationsforums infrastruktur. Alle har pr. automatik en karma og en K-rank. Uskyldigt, der er selvfølgelig no hard feelings i det, tag det ikke mere personligt, end at du godt ved, at når du starter som nyfødt i forummet, du har hverken mange links eller blogindlæg, og altså meget lidt karma. Men så kan du jo begynde at samle, linke og vidensdele! Ligesom i rollespillene, hvor du skal jage og samle energi, redskaber og egenskaber, før spillet rigtigt kan starte. Enhver er sin egen lykkes (eller karmas) smed, og du genfødes som du har gjort sig fortjent til. Det passer gevaldigt fint ind i hele den kvalitets- og evalueringsideologi, der i de her år kryber ind under huden på os alle (se Karen Lise Salamons skarpe spidning af tankegangen i 2007-bogen Selvmål - det evaluerede liv). Skaberne af Kommunikationsforum har ikke fundet det tilstrækkeligt blot at tildele en individuel standing til de enkelte profiler, så derfor den afledte K-rank, som ranker dig i forhold til de andre på legepladsen. Man kan åbenbart konkurrere på karma ...
Lad os lige bøje det i grelt adornolysende neon: Din karma er ikke bare et billede af dit bidrag til fællesskabet, som det så smukt hedder, ordet associerer til en højere sjælelig værdi, som i denne kontekst på modsigelsesfuld vis bortsjakres af det evaluerende imperativs dominans over hin enkeltes sjæl og en eventuelt fælles ånd. Der er godt nok langt fra Dan Turèlls Li digte (i samlingen Karma Cowboy, jf. ovenfor) til de link cowboys og -girls på Kommunikationsforum, der blinker, linker, og flasher som gjaldt det livet selv.
Friday, July 20, 2007
Karma Cowboy i den kreative klasse
Wednesday, May 30, 2007
Forskningsetik for den stressede forsker
Af Claus Emmeche, lektor ved Center for naturfilosofi og Videnskabsstudier, KU.
(kronik til Ingeniøren)
I aviser og fagblade som Ingeniøren, FORSKERforum, Magisterbladet o.l. kan man med jævne mellemrum læse om undersøgelser, der viser at presset på den menige forsker øges, og at folk somme tider går ned med stress. Dette pres på den enkelte hvad angår antallet af forskellige arbejdsopgaver opleves sikkert ikke mindst af de yngre forskere, der står i begyndelsen af en karriere, og gerne skal have publiceret gode artikler i anerkendte tidskrifter. Det er velkendt at kravene til ph.d.-studerende om også at undervise og formidle ved siden af selve uddannelsen til forsker kan give den enkelte sved på panden. En situation med krav til performance fra mange parter, ønsker om synlighed i offentligheden, maksimalt og loyalt bidrag til det team, man indgår i, gode kontakter til samarbejdspartnere udenfor forskergruppen såsom virksomheder, donorer eller fonde, og nødvendigheden af gode relationer til forskningsledelsen på det lokale institut eller fakultet, kan tilsammen skabe ikke bare pres, men hos svagere sjæle også fristelser til at springe over hvor gærdet er lavest, og undlade at overholde gængse krav til god videnskabelig praksis.
At den pressede situation med krav om opfyldelse af en mangfoldighed af målsætninger og ønsket om overholdelse af egne deadlines, projek-milestones, administrativt papirarbejdet osv., direkte kan forlede til sjusk, uheldig omgang med statistik eller fejlagtig behandling af data, og dermed dårligere forskning, er selvfølgelig ingen undskyldning for som forsker ikke at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og i det hele taget kan de ændrede betingelser for universiteternes forskning, vi ser disse år – kort udtrykt i slagordet at der skal være kortere vej fra basal forskning til kommerciel anvendelse – ikke undskylde ejheller grovere tilfælde af uredelighed, svindel eller ligefrem fabrikation af data, som selv gode forskere i ekstremt pressede situationer kan forledes til. Det er nok ikke let at forestille sig, at vi i Danmark skulle opleve en sag med svindel af lignende dimensioner som i sagen om den sydkoreanske kloningsforsker Woo Suk Hwang, hvor netop omgivelsernes pres og forventninger blev brugt, ikke som undskyldning men forklaring på at en god topforsker forfaldt til svindel. Omvendt har vi i Danmark via Udvalget for Videnskabelig Uredelighed set sager om svindel, forfalskning af data, tendentiøs selektion og tolkning af resultater, plagiat, og andre artiker fra kataloget over dårlig videnskabelig praksis, og læsning af UVVUs årsrapporter er ikke specielt opbyggelig læsning. Godt, at der netop i tider, hvor universiteternes uafhængighed af store eksterne bevillinger, donationer og samarbejdsaftaler bliver mindre og mindre, findes statslige organer som UVVU, da man kan frygte, at de lokale praksisudvalg ved de enkelte universiteter er så tæt på ledelsen, at tilliden til deres uafhængighed svækkes (og derfor ærgerligt, at forkludringen i Lomborg-sagen førte til indskrænkning af UVVUs beføjelser).
Ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er der i øjeblikket overvejelser om at udbyde en fast pakke af generelle kurser til alle ph.d.-studerende, herunder kurser i forskningsetik og videnskabsteori. Andre generelle emner kunne være formidling, statistisk metode, videnskabelig publicering, eller fundraising. Ved fakultetets Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier har vi de sidste to år som et pilotprojekt udbudt kurser i generel videnskabsteori og etik for de ph.d.-studerende i form af en uges intensiv undervisning samt forberedelse og efterfølgende rapportskrivning. Vi har oplevet en stor interesse for kurset. Nu lyder det paradoksalt at belaste de ph.d.-studerende med endnu et krav om at skulle følge kurser i generelle emner udover det, de behøver for deres eget svendestykke i forskning, og det er måske bedst at fastholde kurserne som et frivilligt tilbud, men dette er et spørgsmål om hvordan man mest hensigtsmæssigt designer den samlede forskeruddannelse. Men jeg kan i al fald se, at dét, at dykke ned i konkrete sager om videnskabelig uredelighed – litteraturen og materialet herom er righoldigt – kan være meget lærerigt, ikke blot for at få skærpet sin bevidsthed om de centrale elementer i det videnskabelige arbejdes etik, videnskabens grundværdier og hvor slemt det kan gå hvis de krænkes, men også at opnå en mere overordnet indsigt i de ændrede vilkår for såvel anvendt som basal forskning, som vi alle oplever i disse år.
For det er immervæk meget voldsomme forandringer, der er sket med samspillet mellem stat, industri og universiternes forskning i naturvidenskabelige, tekniske og biomedicinske emner, og fra manges sider er der bekymring for om videnskabsministerens garantier om fortsat forskningsfrihed reelt batter i det mere topstyrede og kommercielt rettede forskningssystem, vi er på vej ind i. Jeg er redaktør på en blog (redfriforsk.blogspot.com) hvor universitetsansatte diskuterer de ændrede betingelser for forskningsfrihed. En af de ting, man lægger mærke til, og som ethvert barn selvfølgeligt ved, er at forskning ikke blot kan udføres indenfor ét enkelt system af normer og værdier, men at den rolle som fx normer omkring åbenhed versus hemmeligholdelse har, er forskellige i henholdsvis industriel, universitets-, og blandingsforskning. Blandinger af universitet og industri opstår jo ved tætte samarbejder eller i situationer hvor der er patent-potentiale i opdagelser, der ellers skulle kommunikeres åbent til fagfæller i klassisk akademisk forstand. Det har de tekniske højskoler længe kendt til, men når højskolen bliver et universitet, eller når et klassisk universitet begiver sig af med Technology Transfer, skal forskerne nu til at lære at begå sig på andre måder, og mange ser den pålagte hemmeligholdelse som en total hæmning af deres frihed til at meddele opdagelser til kolleger i feltet andetsteds.
Eksemplet viser, at forståelse af forskningens etik ikke blot omhandler overholdelse eller brud på mere konkrete normer om redelighed, men at også andre institutionelle normer regulerer forskernes adfærd. Forskningens etik befinder sig selvfølgelig i en forskningspolitisk kontekst, og her er det vigtigt, at kurser i forskningsetik ikke bliver ‘politiske’ i betydningen ‘politiserende’ (fx som baser for kritik af de herskende forskningspolitiske magtforhold), men snarere oplysende og tværvidenskabeligt baserede, dvs. med kvalificerede elementer af politologisk, sociologisk, juridisk og samfundsfilosofisk viden om forskningens forhold, herunder teoretiske vinkler på dette. Med andre ord: Sådanne kurser bør ikke hjemmestrikkes af ‘dem der altid laver den slags her’, men bør nytænkes, forskningsbaseres og kvalificeres.
(kronik til Ingeniøren)
I aviser og fagblade som Ingeniøren, FORSKERforum, Magisterbladet o.l. kan man med jævne mellemrum læse om undersøgelser, der viser at presset på den menige forsker øges, og at folk somme tider går ned med stress. Dette pres på den enkelte hvad angår antallet af forskellige arbejdsopgaver opleves sikkert ikke mindst af de yngre forskere, der står i begyndelsen af en karriere, og gerne skal have publiceret gode artikler i anerkendte tidskrifter. Det er velkendt at kravene til ph.d.-studerende om også at undervise og formidle ved siden af selve uddannelsen til forsker kan give den enkelte sved på panden. En situation med krav til performance fra mange parter, ønsker om synlighed i offentligheden, maksimalt og loyalt bidrag til det team, man indgår i, gode kontakter til samarbejdspartnere udenfor forskergruppen såsom virksomheder, donorer eller fonde, og nødvendigheden af gode relationer til forskningsledelsen på det lokale institut eller fakultet, kan tilsammen skabe ikke bare pres, men hos svagere sjæle også fristelser til at springe over hvor gærdet er lavest, og undlade at overholde gængse krav til god videnskabelig praksis.
At den pressede situation med krav om opfyldelse af en mangfoldighed af målsætninger og ønsket om overholdelse af egne deadlines, projek-milestones, administrativt papirarbejdet osv., direkte kan forlede til sjusk, uheldig omgang med statistik eller fejlagtig behandling af data, og dermed dårligere forskning, er selvfølgelig ingen undskyldning for som forsker ikke at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og i det hele taget kan de ændrede betingelser for universiteternes forskning, vi ser disse år – kort udtrykt i slagordet at der skal være kortere vej fra basal forskning til kommerciel anvendelse – ikke undskylde ejheller grovere tilfælde af uredelighed, svindel eller ligefrem fabrikation af data, som selv gode forskere i ekstremt pressede situationer kan forledes til. Det er nok ikke let at forestille sig, at vi i Danmark skulle opleve en sag med svindel af lignende dimensioner som i sagen om den sydkoreanske kloningsforsker Woo Suk Hwang, hvor netop omgivelsernes pres og forventninger blev brugt, ikke som undskyldning men forklaring på at en god topforsker forfaldt til svindel. Omvendt har vi i Danmark via Udvalget for Videnskabelig Uredelighed set sager om svindel, forfalskning af data, tendentiøs selektion og tolkning af resultater, plagiat, og andre artiker fra kataloget over dårlig videnskabelig praksis, og læsning af UVVUs årsrapporter er ikke specielt opbyggelig læsning. Godt, at der netop i tider, hvor universiteternes uafhængighed af store eksterne bevillinger, donationer og samarbejdsaftaler bliver mindre og mindre, findes statslige organer som UVVU, da man kan frygte, at de lokale praksisudvalg ved de enkelte universiteter er så tæt på ledelsen, at tilliden til deres uafhængighed svækkes (og derfor ærgerligt, at forkludringen i Lomborg-sagen førte til indskrænkning af UVVUs beføjelser).
Ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er der i øjeblikket overvejelser om at udbyde en fast pakke af generelle kurser til alle ph.d.-studerende, herunder kurser i forskningsetik og videnskabsteori. Andre generelle emner kunne være formidling, statistisk metode, videnskabelig publicering, eller fundraising. Ved fakultetets Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier har vi de sidste to år som et pilotprojekt udbudt kurser i generel videnskabsteori og etik for de ph.d.-studerende i form af en uges intensiv undervisning samt forberedelse og efterfølgende rapportskrivning. Vi har oplevet en stor interesse for kurset. Nu lyder det paradoksalt at belaste de ph.d.-studerende med endnu et krav om at skulle følge kurser i generelle emner udover det, de behøver for deres eget svendestykke i forskning, og det er måske bedst at fastholde kurserne som et frivilligt tilbud, men dette er et spørgsmål om hvordan man mest hensigtsmæssigt designer den samlede forskeruddannelse. Men jeg kan i al fald se, at dét, at dykke ned i konkrete sager om videnskabelig uredelighed – litteraturen og materialet herom er righoldigt – kan være meget lærerigt, ikke blot for at få skærpet sin bevidsthed om de centrale elementer i det videnskabelige arbejdes etik, videnskabens grundværdier og hvor slemt det kan gå hvis de krænkes, men også at opnå en mere overordnet indsigt i de ændrede vilkår for såvel anvendt som basal forskning, som vi alle oplever i disse år.
For det er immervæk meget voldsomme forandringer, der er sket med samspillet mellem stat, industri og universiternes forskning i naturvidenskabelige, tekniske og biomedicinske emner, og fra manges sider er der bekymring for om videnskabsministerens garantier om fortsat forskningsfrihed reelt batter i det mere topstyrede og kommercielt rettede forskningssystem, vi er på vej ind i. Jeg er redaktør på en blog (redfriforsk.blogspot.com) hvor universitetsansatte diskuterer de ændrede betingelser for forskningsfrihed. En af de ting, man lægger mærke til, og som ethvert barn selvfølgeligt ved, er at forskning ikke blot kan udføres indenfor ét enkelt system af normer og værdier, men at den rolle som fx normer omkring åbenhed versus hemmeligholdelse har, er forskellige i henholdsvis industriel, universitets-, og blandingsforskning. Blandinger af universitet og industri opstår jo ved tætte samarbejder eller i situationer hvor der er patent-potentiale i opdagelser, der ellers skulle kommunikeres åbent til fagfæller i klassisk akademisk forstand. Det har de tekniske højskoler længe kendt til, men når højskolen bliver et universitet, eller når et klassisk universitet begiver sig af med Technology Transfer, skal forskerne nu til at lære at begå sig på andre måder, og mange ser den pålagte hemmeligholdelse som en total hæmning af deres frihed til at meddele opdagelser til kolleger i feltet andetsteds.
Eksemplet viser, at forståelse af forskningens etik ikke blot omhandler overholdelse eller brud på mere konkrete normer om redelighed, men at også andre institutionelle normer regulerer forskernes adfærd. Forskningens etik befinder sig selvfølgelig i en forskningspolitisk kontekst, og her er det vigtigt, at kurser i forskningsetik ikke bliver ‘politiske’ i betydningen ‘politiserende’ (fx som baser for kritik af de herskende forskningspolitiske magtforhold), men snarere oplysende og tværvidenskabeligt baserede, dvs. med kvalificerede elementer af politologisk, sociologisk, juridisk og samfundsfilosofisk viden om forskningens forhold, herunder teoretiske vinkler på dette. Med andre ord: Sådanne kurser bør ikke hjemmestrikkes af ‘dem der altid laver den slags her’, men bør nytænkes, forskningsbaseres og kvalificeres.
(bibliografisk note: artiklen bragtes i redigeret form og under overskriften "Forskernes stigende stress presser dem på etikken" d. 18. maj, 2007, s. 8 i anden sektion af Ingeniøren)
Friday, May 25, 2007
ISIS brugergrænseflade er en skandale
Nu kan jeg ikke tilbageholde min ærgelse og irritation længere: ISIS brugergrænseflade er bare en pestilens! Den er extremt levende, man kan ikke fastholde billedet af ændinger på skærmen, og det hele er 10 gange mere besværligt -- fx at uploade en fil og beskrive dens indhold -- end fx på de gratix wiki-tjenester, som fx pbwiki.
Til de uindviede:
Til de uindviede:
"ISIS står for Institut Studie Informations System og er et content management system (CMS) under udvikling hos det Naturvidenskabelige Fakultet, Teologisk Fakultet, Juridiske Fakultet og det Humanistiske Fakultet."(Jeg benytter - nødtvungent - ISIS når jeg underviser på idrætsstudiet i videnskabsteori, på Københavns Universitet)
Friday, April 20, 2007
Erkendelsens landskab
Weekendavisen, 20.04.2007 (sektionen Ideer, s. 6)
Erkendelsens landskab
[Overblik.] Der er nu skabt et næsten guddommeligt kort over videnskaberne og deres sammenhæng. Det er smukt og rigtigt gjort - når bare det ikke udarter til akademisk kapitalisme!
Af Claus Emmeche, Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Københavns Universitet
Jeg faldt for nylig over et utroligt kort over videnskaberne, som fascinerede mig, og som jeg må indvie Dem i mine tanker om. Det kræver en lille omvej over filosofi og forskningspolitik.
En simpel, næsten naiv, men ikke helt gal forståelse af videnskab er, at videnskaberne producerer kort over virkeligheden, aspekter af natur og kultur, menneske og univers, og at disse kort bliver stadig mere detaljerede. Med andre ord: kortet er ikke landskabet, men kortet repræsenterer landskabet, såvel ikonisk - som når afstande på kortet modsvarer afstande i landskabet - som symbolsk, når skov, sø og by farvelægges forskelligt. Kort er nyttige repræsentationer at orientere sig efter for at kunne forstå det kortlagte. Tænk for eksempel på det totale kort over det humane genom, menneskets arvemasse bestående af 3 milliarder baser i DNA, som offentliggjordes for få år siden.
Megen forskning har karakter af sådanne større kortlægningsprojekter, og forskere har i generationer kortlagt Jordens landskaber, himlens stjerner og kroppens komplekse mikrokosmos. Kort kan afbilde objekter, som ikke kan ses med det blotte øje, abstrakte størrelser eller sociale og økonomiske forhold.
Kortet som repræsentationsform passer godt til det ideal om objektivitet, som forskningen tilstræber. Kortet beror ikke på hørelse, lugt eller følesans, men på synssansen og dens særlige evne til at illudere et tidløst overblik over et fastholdt sceneri. Det appellerer til en forestilling om et aperspektivisk, næsten guddommeligt syn på verden fra et punkt, der ikke selv er en del af verden.
Alligevel vil praktisk erfaring med forskellige kort over den samme by erindre os om kortets konstruerede aspekt; at ethvert kort fremhæver træk ved landskabet ud fra bestemte formål. At den aperspektiviske objektivitet må vige for et mere pragmatisk ideal om objektivitet som efterprøvbarhed i en åben videnskabelig offentlighed, muliggør også en mere kritisk forståelse af selve den rolle, kort spiller i forskning - og i kortlægning af forskning.
For hvad med videnskaberne selv? Kan de kortlægges? Ja, selvfølgelig. Siden videnskabernes fødsel i antikken har man filosoferet over deres indbyrdes forhold. Mange filosoffer, ikke mindst i 1800-tallet, udtænkte sindrige klassifikationer af de videnskabelige discipliner og forsøgte spekulativt eller logisk - hvad der ofte kom ud på et - at kortlægge deres indbyrdes forhold, for eksempel som grene på et stort stamtræ.
I det 20. århundrede drev institutionalisering, vækst og specialisering forskningen over i standardiserede procedurer for offentliggørelse af forskningsresultater i fagfællebedømte internationale tidsskrifter, og antallet af videnskabelige artikler voksede eksponentielt. Standardiseringen fandt især sted inden for medicin og de tekniske fag.
Den »enhedsvidenskab«, som positivistiske filosoffer havde drømt om at skabe ad logisk vej ved århundredets begyndelse, skabtes efterhånden institutionelt. Man opstillede bestemte værdier, ikke bare for »god videnskabelig praksis«, det vil sige metode, men også for publicering. Og der blev skabt en videnskab kaldet scientometri, som opmåler de enkelte landes forskning. Store databaser over publiceret forskning er blevet opbygget - ikke kun som et redskab til forskerne, så de kan opspore relevant litteratur, men også for administratorer og embedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede målsætninger.
Den filosofiske enhedstanke diskuteres nu kun ved sjældne lejligheder. I dag fremstår »enhed« oftere som et pres fra »de systemiske videnskaber« (som litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen kaldte de tekniske fag i sin stadig aktuelle bog »Babel og Tomrum«) på de mere heterogene humanistiske fag. Her mener man, at det er en dårlig idé, at al forskning skal publiceres i form af en artikel til 20 kolleger i et engelsksproget fagtidsskrift efter en bestemt skabelon, der sikrer, at artiklen kan accepteres, indekseres og indlemmes i forskningsdatabaserne.
De humanistiske fags kritik af enhed som ensliggørelse af forskningens mangfoldighed udelukker naturligvis ikke en rationelt begrundet enhed - i form af fælles grundværdier for al forskning: klarhed, forståelighed, konsistens, efterprøvbarhed, erfaringsbasering, offentlighed, kritisk parathed til revision med videre. Eller i form af et fælles mål om at forstå dele af den samme virkelighed, om end de kort, der kommer ud af dét projekt, aldrig vil kunne projiceres ned i en enkelt verdensformel.
Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsopmålere med Richard Klavans og Kevin Boyack i spidsen konstrueret et kort over al videnskab, intet mindre, et map of science (se illustration og tekstboks). Helt i tidens ånd har det form af et netværk. Det blev præsenteret i tidsskriftet Nature den 21/12-2006 og har siden fået så megen omtale, at dets skabere nu har et websted, hvor man kan bestille en kopi af kortet til sit køkken.
Men ak, kære læser, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det. Lige så begejstret min filosofiske hjernehalvdel blev over at fordybe sig i denne erkendelsens enhedsgoble, lige så alarmeret blev min forskningspolitiske hjernehalvdel, da den opdagede, at i én af versionerne på mapofscience.com kan man se kortet anvendt til at zoome ind på bestemte felter, og ikke blot kortlægge, men reelt evaluere forskning. Her modstiller man nemlig »gennemsnitsforskning« med »højvital videnskab som understøtter patentskabelse«, som der står.
Pludselig dukker den akademiske kapitalisme op i et ellers næsten guddommeligt kort over erkendelsens landskaber! Hvis de ambitiøse chefer i Videnskabsministeriet læser dette, bliver kortet fast inventar i dets alt for mange kontorer. En uhyggelig tanke. Thi, som man kortlægger verden, således behandler man den også.
[figurtekst]: Map of science
Man ser, at videnskaberne tilsyneladende danner en ring med fysik og astronomi øverst, der via geovidenskab og biologi forbinder til biokemi, medicin og samfundsvidenskaberne, som igen rækker op til ingeniør- og naturvidenskab. Som data er benyttet 800.000 videnskabelige artikler fra 2003 i Thomsons citationsbase. Basen holder styr på, hvilke andre artikler hver enkelt artikel citerer, hvilke nøgleord den benytter med videre. Artiklerne er blevet opdelt i 776 forskellige knudepunkter - lidt misvisende kaldt »paradigmer« - alt efter hvor ofte to artikler begge citeres sammen af forfattere af andre artikler. Et knudepunkt kan for eksempel være: proteinkemi. Tråde tegnes mellem paradigmer, der deler artikler, og de behandles som gummibånd, så paradigmer, der ligner hinanden, ligger tæt. Man indlagde en lille frastødende kraft omkring hvert knudepunkt af hensyn til overskuelighed.
Givet disse regler er kortet direkte afledt af data. Store paradigmer har flere artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer antyder, at mange artikler deles mellem to paradigmer. I nogle versioner er nettet udstyret med »hår« af nøgleord, der er særegne for hvert paradigme, og som får den overordnede figur til at ligne en ringgople.
Erkendelsens landskab
[Overblik.] Der er nu skabt et næsten guddommeligt kort over videnskaberne og deres sammenhæng. Det er smukt og rigtigt gjort - når bare det ikke udarter til akademisk kapitalisme!
Af Claus Emmeche, Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Københavns Universitet
Jeg faldt for nylig over et utroligt kort over videnskaberne, som fascinerede mig, og som jeg må indvie Dem i mine tanker om. Det kræver en lille omvej over filosofi og forskningspolitik.
En simpel, næsten naiv, men ikke helt gal forståelse af videnskab er, at videnskaberne producerer kort over virkeligheden, aspekter af natur og kultur, menneske og univers, og at disse kort bliver stadig mere detaljerede. Med andre ord: kortet er ikke landskabet, men kortet repræsenterer landskabet, såvel ikonisk - som når afstande på kortet modsvarer afstande i landskabet - som symbolsk, når skov, sø og by farvelægges forskelligt. Kort er nyttige repræsentationer at orientere sig efter for at kunne forstå det kortlagte. Tænk for eksempel på det totale kort over det humane genom, menneskets arvemasse bestående af 3 milliarder baser i DNA, som offentliggjordes for få år siden.
Megen forskning har karakter af sådanne større kortlægningsprojekter, og forskere har i generationer kortlagt Jordens landskaber, himlens stjerner og kroppens komplekse mikrokosmos. Kort kan afbilde objekter, som ikke kan ses med det blotte øje, abstrakte størrelser eller sociale og økonomiske forhold.
Kortet som repræsentationsform passer godt til det ideal om objektivitet, som forskningen tilstræber. Kortet beror ikke på hørelse, lugt eller følesans, men på synssansen og dens særlige evne til at illudere et tidløst overblik over et fastholdt sceneri. Det appellerer til en forestilling om et aperspektivisk, næsten guddommeligt syn på verden fra et punkt, der ikke selv er en del af verden.
Alligevel vil praktisk erfaring med forskellige kort over den samme by erindre os om kortets konstruerede aspekt; at ethvert kort fremhæver træk ved landskabet ud fra bestemte formål. At den aperspektiviske objektivitet må vige for et mere pragmatisk ideal om objektivitet som efterprøvbarhed i en åben videnskabelig offentlighed, muliggør også en mere kritisk forståelse af selve den rolle, kort spiller i forskning - og i kortlægning af forskning.
For hvad med videnskaberne selv? Kan de kortlægges? Ja, selvfølgelig. Siden videnskabernes fødsel i antikken har man filosoferet over deres indbyrdes forhold. Mange filosoffer, ikke mindst i 1800-tallet, udtænkte sindrige klassifikationer af de videnskabelige discipliner og forsøgte spekulativt eller logisk - hvad der ofte kom ud på et - at kortlægge deres indbyrdes forhold, for eksempel som grene på et stort stamtræ.
I det 20. århundrede drev institutionalisering, vækst og specialisering forskningen over i standardiserede procedurer for offentliggørelse af forskningsresultater i fagfællebedømte internationale tidsskrifter, og antallet af videnskabelige artikler voksede eksponentielt. Standardiseringen fandt især sted inden for medicin og de tekniske fag.
Den »enhedsvidenskab«, som positivistiske filosoffer havde drømt om at skabe ad logisk vej ved århundredets begyndelse, skabtes efterhånden institutionelt. Man opstillede bestemte værdier, ikke bare for »god videnskabelig praksis«, det vil sige metode, men også for publicering. Og der blev skabt en videnskab kaldet scientometri, som opmåler de enkelte landes forskning. Store databaser over publiceret forskning er blevet opbygget - ikke kun som et redskab til forskerne, så de kan opspore relevant litteratur, men også for administratorer og embedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede målsætninger.
Den filosofiske enhedstanke diskuteres nu kun ved sjældne lejligheder. I dag fremstår »enhed« oftere som et pres fra »de systemiske videnskaber« (som litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen kaldte de tekniske fag i sin stadig aktuelle bog »Babel og Tomrum«) på de mere heterogene humanistiske fag. Her mener man, at det er en dårlig idé, at al forskning skal publiceres i form af en artikel til 20 kolleger i et engelsksproget fagtidsskrift efter en bestemt skabelon, der sikrer, at artiklen kan accepteres, indekseres og indlemmes i forskningsdatabaserne.
De humanistiske fags kritik af enhed som ensliggørelse af forskningens mangfoldighed udelukker naturligvis ikke en rationelt begrundet enhed - i form af fælles grundværdier for al forskning: klarhed, forståelighed, konsistens, efterprøvbarhed, erfaringsbasering, offentlighed, kritisk parathed til revision med videre. Eller i form af et fælles mål om at forstå dele af den samme virkelighed, om end de kort, der kommer ud af dét projekt, aldrig vil kunne projiceres ned i en enkelt verdensformel.
Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsopmålere med Richard Klavans og Kevin Boyack i spidsen konstrueret et kort over al videnskab, intet mindre, et map of science (se illustration og tekstboks). Helt i tidens ånd har det form af et netværk. Det blev præsenteret i tidsskriftet Nature den 21/12-2006 og har siden fået så megen omtale, at dets skabere nu har et websted, hvor man kan bestille en kopi af kortet til sit køkken.
Men ak, kære læser, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det. Lige så begejstret min filosofiske hjernehalvdel blev over at fordybe sig i denne erkendelsens enhedsgoble, lige så alarmeret blev min forskningspolitiske hjernehalvdel, da den opdagede, at i én af versionerne på mapofscience.com kan man se kortet anvendt til at zoome ind på bestemte felter, og ikke blot kortlægge, men reelt evaluere forskning. Her modstiller man nemlig »gennemsnitsforskning« med »højvital videnskab som understøtter patentskabelse«, som der står.
Pludselig dukker den akademiske kapitalisme op i et ellers næsten guddommeligt kort over erkendelsens landskaber! Hvis de ambitiøse chefer i Videnskabsministeriet læser dette, bliver kortet fast inventar i dets alt for mange kontorer. En uhyggelig tanke. Thi, som man kortlægger verden, således behandler man den også.
[figurtekst]: Map of scienceMan ser, at videnskaberne tilsyneladende danner en ring med fysik og astronomi øverst, der via geovidenskab og biologi forbinder til biokemi, medicin og samfundsvidenskaberne, som igen rækker op til ingeniør- og naturvidenskab. Som data er benyttet 800.000 videnskabelige artikler fra 2003 i Thomsons citationsbase. Basen holder styr på, hvilke andre artikler hver enkelt artikel citerer, hvilke nøgleord den benytter med videre. Artiklerne er blevet opdelt i 776 forskellige knudepunkter - lidt misvisende kaldt »paradigmer« - alt efter hvor ofte to artikler begge citeres sammen af forfattere af andre artikler. Et knudepunkt kan for eksempel være: proteinkemi. Tråde tegnes mellem paradigmer, der deler artikler, og de behandles som gummibånd, så paradigmer, der ligner hinanden, ligger tæt. Man indlagde en lille frastødende kraft omkring hvert knudepunkt af hensyn til overskuelighed.
Givet disse regler er kortet direkte afledt af data. Store paradigmer har flere artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer antyder, at mange artikler deles mellem to paradigmer. I nogle versioner er nettet udstyret med »hår« af nøgleord, der er særegne for hvert paradigme, og som får den overordnede figur til at ligne en ringgople.
Tuesday, April 17, 2007
Hotel Hera - Apollo rejser - beliggenhedens betydning
[postet 16. aug., 2011, men blog-tilbagedateret af hensyn til relevans for bloggen]
Appollorejser giver en beskrivelse af placeringen af hotel Hera -- se denne side:
-- via googlemaps, som er fejlagtig:
Den rigtige placering i forhold til markeringen på googlemaps er sydligere, dvs. længere væk fra centrum af Sozopol, og også længere væk fra stranden.
(klik på billedet for at forstørre)
Jeg nævnte det på http://www.tripadvisor.dk/ men dette site har ikke ønsket at publicere korrektionen. Det ligner jo en tanke, at beliggenheden tager sig mere fordelagtig ud end det faktisk er tilfældet.
Hotellet ellers ok, og det med placeringen er ikke noget problem, bare temmeligt "unøjagtigt". En svipser med tendens?
Overnattede der i juli 2011 sammen med familien.
Sunday, April 15, 2007
Wikis can be a fine educational tool
"All educational PBwikis are ad-free. We listened to educators and we recently made all educational wikis ad-free, so we want to spread the word about PBwiki.I have had good experiences with PBwikis; can be recommended.
Make a PBwiki as easily as a peanut butter sandwich. And as you know, setting up a PBwiki is free and takes only 10 seconds.
Check out the PBwiki tour!
Create your own wiki at http://www.pbwiki.com
Link to http://educators.pbwiki.com/PBwiki-educator-videos"
Cheers,
Claus
Saturday, February 17, 2007
Blogs er underlige
Nu troede jeg lige jeg var med på noderne. Og har endda sagt ja til at være redaktør for bloggen om Forskningsfrihed, fordi dens stifter ikke elsker the spot light så meget som jeg åbenbart gør. Så går jeg glad og forventningsfuld til dekanatets blog for a hente inspiration. Eller rettere: Hver gang, jeg er inde på eksempelvis fakultetets hjemmeside eller andre sider, der linker til den, skal jeg lige tjekke hvad der så sker lige nu i dekanatet: De er jo igang med at udmønte et helt nyt system af "de styrende organer" som det engang hed med en fysiologisk metafor. Men jeg skuffes: Ikke siden 6. decembers indlæg om den såkaldte fakultetskontrakt (mon den slags kontrakter holder i retten?) har der været indlæg. Og nu er der endda hele tre prodekaner foruden superdekanen ... og heraf er én pro-ditto for formidling. Dekanbloggen startede ellers fint med museumsrejsebreve på stribe i september, men slipstrømmen af breve forstummede i løbet af et par måneder.
Kan det mon hænge sammen med bloggens monologiske form: Med mindre der er et fast hold bidragydere, eller konstante kommentarer og mod-indlæg - og en følelse af flervejs-kommunikation - kan selv den inderligste enetaler blive tør i halsen og svag i pennen. Jeg håber bloggen Forskningsfrihed? vil få et lidt længere liv. Den er startet af ægte kærlig bekymring for universiteternes vitale kerne: en fri og levende forskning. Hertil hører også dialog og åben samtale.
Kan det mon hænge sammen med bloggens monologiske form: Med mindre der er et fast hold bidragydere, eller konstante kommentarer og mod-indlæg - og en følelse af flervejs-kommunikation - kan selv den inderligste enetaler blive tør i halsen og svag i pennen. Jeg håber bloggen Forskningsfrihed? vil få et lidt længere liv. Den er startet af ægte kærlig bekymring for universiteternes vitale kerne: en fri og levende forskning. Hertil hører også dialog og åben samtale.
Subscribe to:
Posts (Atom)