Blogblade af Claus Emmeche

Tilslutter forskere sig de samme normer for videnskab?

2011-09-05T02:42:00.000-07:00

Normer for videnskab - hvad er det?

I det splinternye Sociologisk Leksikon fra Hans Reitzels Forlag, redigeret af Steen Nepper Larsen og Inge Kryger Pedersen, defineres videnskabssociologi som et sociologisk felt, der "studerer videnskab som socialt fænomen og social aktivitet; der indgår studier af normer og roller, institutioner, organisationsformer, kommunikation, magtforhold, konflikter og prestigefordeling i videnskab." Med andre ord undersøger videnskabssociologer de sociale mekanismer der bringes i spil, når mennesker skaber institutioner, der producerer videnskabelig viden. Vi skal her fokusere på normerne for videnskab.

For uanset om en forsker undersøger vækst af kræftceller, kemiske reaktioner, universets udvidelse, hvordan vi tænker eller påvirkningen imellem fortidige kulturer, så forventer vi, at personen er trænet i brug af bestemte videnskabelige metoder, arbejder systematisk, og skaber viden på grundlag af teoretisk forankrede analyser af bestemte empiriske eller abstrakte genstande, dvs. viden som nok er fejlbarlig, men som kan diskuteres kritisk og efterprøves af andre. Vi forventer, at det bunder i at personen er underkastet de regler, fremgangsmåder, politikker og institutionaliserede vaner, som gælder for hans eller hendes fagområde. Som medlem af et videnskabeligt kollegialt fællesskab lever forskeren op til nogle kollektive forventninger til arbejdet som forsker: De videnskabelige normer er sådanne forventninger til en bestemt ønskelig adfærd, der har med skabelsen af ny viden at gøre. Norm betyder her ikke bare det typiske og normale, "standarden" som den nu engang er. Norm henviser til de idealer, som er styrende for arbejdet indenfor et bestemt område. Som sådan har en social norm, uanset hvilken institution vi taler om, en interessant eksistensform: Den er både noget ideelt og reelt, den har nok ideal-karakter, men den er samtidig virksom og styrende for de invider, der handler indenfor den institution, normen er med til at definere. Den tilhører både sfæren for "det man bør" og "det som er".

Mertons CUDOS-normer og Mitroffs modnormer

Et hverdagseksempel på en norm kunne være "vær ærlig", og en modnorm "ty om nødvendigt til en hvid løgn hvis almindelige høflighed kræver det". I eksemplet er normen hovedreglen og modnormen en praktisk hjælperegel, som modulerer en rigid anvendelse af normen. Den nuance, at normer og modnormer somme tider tilhører samme system af regler, og andre gange synes at tilhøre hvert sit system, har ikke været diskuteret særligt systematisk i videnskabssociologien.

Kristian H. Nielsen beskrev i sin blogpost "Videnskabens mange normer" d. 27 juni (her på teoribloggen) de mertonske normer, og lidt af den diskussion, som fulgte efter Robert Mertons berømte artikel fra 1942, hvor han definerer de fire 'CUDOS'-normer. CUDOS er en forkortelse for de egelske ord communality, universality, disinterestedness og organized skepticism. Det blev også beskrevet hvordan videnskabssociologen Ian Mitroff i 1974 videreudviklede Merton's ideer om sociologisk ambivalens ved at angive nogle konkrete "modnormer", som tilsyneladende er modsatte i forhold til CUDOS-normerne, og som Mitroff og Mulkay (1976) anså som lige så vigtige for videnskabens fremme. Lad os lige repetere såvel Mertons CUDOS-normer som Mitroffs modnormer:

C = communality norm (fælleseje): Denne foreskriver, at videnskabsfolk åbent deler ny viden med kolleger. Videnskabelige fund er typisk produktet af en fælles indsats og konstituerer et fælles gode, en fælles menneskelig arv, som den enkelte videnskabsmand ikke kan gøre krav på ud over den anerkendelse, der følger med at have bidraget til at frembringe denne viden.
Hemmeligholdelse som modnorm: Videnskabsfolk (eller deres arbejdsgiver) stopper eller forsinker kommunikation af de nyeste fund for at opnå prioritet med hensyn til at publicere resultater, udtage patenter, eller udvikle anvendelser.

Bemærk her, at disse to normer i en konkret situation, fx opdagelsen af et nyt kemisk stof, begge kan være på spil, omend tidsligt forskudt, og at vægten på norm vs. modnorm også afhænger af den institutionelle ramme (fx offentlig universitetsforskning versus industriforskning).

U = universalisme normen: Ny viden evalueres kritisk alene efter universelle og saglige kriterier (efter forskningsområdets faglige standarder) uden hensyntagen til forskerens race, køn, nationalitet, eller klasse.
Partikularisme modnorm: Videnskabsfolk bedømmer en forskers resultater og disses anvendbarhed på basis af det omdømme, den pågældende forsker (eller forskergruppe eller universitetsafdeling) allerede har. Videnskabelig viden har et dybt personligt aspekt, og personens sociale, kulturelle og psykologiske profil vil være faktorer, der påvirker bedømmelsen.

Igen kan man se, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet i et system som videnskaben, som både er dynamisk, fejlbarligt og selvkorrigerende: Ja, man ser også på forskerens anseelse når meritten af en videnspåstand vurderes, men anseelsen er en delvist kumuleret effekt af en række hidtidige og i vid udstrækning saglige bedømmelser af forskerens arbejde.

D = disinteresserethed norm (upartiskhed): Videnskabsfolk skal være motiveret af ønsket om at finde sandheden om et emne, dvs. opnå ægte viden og gøre opdagelser, ikke af personlige, pekuniære, politiske eller ideologiske grunde. Videnskabsfolk skal kun tjene én Herre, videnskaben, og bør ikke have andre. Derfor bør deres arbejde til gavn for videnskaben i sig selv indebære langt den væsentligste tilfredsstillelse.
Selvinteresse som modnorm (eller blot "interestedness" ifølge Mitroff): Videnskabsfolk konkurrerer mod hinanden indenfor samme felt om økonomisk støtte og anerkendelse. Her benytter de sig af deres netværk eller "usynlige kollegium" af kontakter. Det er nødvendigt for et forskningsområdes fremme, at de enkelte forskere har et sådant selv-centreret drive.

Igen, skønt de to normer synes at være modsat rettede, behøver de måske ikke altid være det. Vil ikke både de forskere, der har succes i kampen om videnskabelig anerkendelse, og deres mindre berømte kolleger, kunne udføre troværdig, god forskning uafhængigt af politiske og andre ikke-videnskabelige interesser?

OS = organiseret skepsis norm: Videnskabsfolk bør være parat til at underkaste ideer, teorier, nye hypoteser og fund en indgående kritisk evaluering, selvom det vil udfordre de samme forskere. Ofte nævnes de videnskabelige tidskrifters system med fagfællebedømmelse (peer review) som det bedste eksempel på denne norm: Før en artikel optages i videnskabens annaler skal den vurderes kritisk af eksperter indenfor fagområdet.
Organiseret dogmatisme modnorm: Videnskabsfolk bør, som en naturlig investering i deres karriere, primært promovere deres egne teorier, ideer, og emneområder. Tro på egne bidrag men tvivl på andres! Sørg for, at det, du bygger dit eget arbejde på er præcist identificeret og afgrænset fra dit eget arbejde, så det ikke falder tilbage på dig hvis dette skulle være forkert.

Det videnskabelige etos

Debatten om Mertons karakteristik af det videnskabelige etos, dvs. den videnskabelige professionsetiks ånd udtrykt i normer som CUDOS, handlede ikke bare om den nærmere forståelse af sociologisk ambivalens, altså det forhold, at flere konfliktende normsystemer (som de nævnte normer vs. modnormer) i forskellige situationer har forskellig indflydelse på videnskabsfolks valg (er det fx altid givet, at det ene system af normer er dominerende i forhold til det andet?). Man diskuterede også, om normer overhovedet er bindende for adfærd, og om de nævnte otte normer plus modnormer er tilstrækkelige til at indfange videnskabens kompleksitet (eksempelvis er yderligere normer foreslået: originalitet, autonomi, rationalitet, åbenhed, emotionel neutralitet vs. emotionel engagement). Og man har diskuteret, om al den snak om normer blot hører til skåltalernes verden, et ideologisk fernis man præsenterer for ikke-videnskabsfolk, bl.a. for at mindske omfanget af rent ydre interessers indflydelse på forskningens styring. Endelig diskuterede man selve naturen af normer. De kan jo, som netop vist, godt formuleres kort og skematisk, men repræsenterer sociologernes simple udgaver dén sammensatte og mangfoldige måde som videnskabsfolk fortolker reglerne på i konkrete situationer, guidet af et vist mål phronesis eller erfaringsbaseret praktisk visdom?

Hvor står vi nu?

Det hele kan godt lyde temmeligt uldent, så hvordan kommer vi videre i forståelsen af normer for videnskab? En gruppe forskere fra især University of Minnesota med Melissa Anderson i spidsen er i gang med at undersøge videnskabelig integritet og mangel på samme (dvs. fusk i forskning). Som led heri har gruppen undersøgt graden af tilslutning til de forskellige normer og modnormer hos videnskabsfolk indenfor forskellige felter. Forskergruppens udgangspunkt er, at at normer er idealer som balanceres af modnormer; at en del af disse er tavse, latente (ikke-eksplicitte); andre er simple fordi de næsten aldrig brydes og virker som selvfølgeligheder (a la "sørg for at være påpasselig med dyrt apparatur") indtil de brydes og derved synliggøres i reaktionen på bruddet; og atter andre igen er institutionelle og som regel eksplicitte. Gruppen mener ikke at de otte nævnte normer er udtømmende, men at resten kan findes empirisk, og at de empirisk identificerede normer tilsammen indikerer et lang mere komplekst normativt system i videnskab. De opsummerer deres arbejde med normer i en artikel fra sidste år (Anderson et al. 2010).

For at måle normerne har gruppen benyttet sig af den nævnte mekanisme, at selvom normer ofte er uudtalte, vil de synliggøres i forbindelse med problematiske brud på normerne. Derfor spurgte Anderson m.fl. de undersøgte forskere om hvilke råd de ville give til nybegyndere på deres felt, hvis man ville "undgå at få problemer".

Yderligere normer

Gennem omfattende fokusgruppe-interviews med 51 udvalgte forskere (både yngre og mere etablerede) indenfor områder som biologi, kemi, medicin, fysik/matematik/ingeniørfag og samfundsvidenskab fandt Anderson og hendes kolleger frem til yderligere fire par normer/modnormer. De beskriver dem således:

Akademisk selvstyre ('governance', også ofte kaldet 'shared governance') norm: Videnskabsfolk bør selv være ansvarlige for retningen og kontrollen med deres forskning igennem kollegialt selvstyre, selv-regulering og fagfællebedømmelse.
Management (administration) modnorm: Videnskabsfolk bør lade den videnskabelige virksomhed styre af professionelle administratorer gennem disses management-baserede beslutninger.

Bemærk at fagfællebedømmelse ikke kun angår publicering af artikler, men også beslutninger om hvilke forskningsprojekter, der skal nyde fremme, og hvilke ansøgere, der skal ansættes i nye forskerstillinger. De pågældende managers kan selv have været tidligere videnskabsfolk, men behøver ikke have kvalifikationer som forskere. De adspurgte forskere anså typisk medlemmer af forskerråd som en del af det videnskabelige selvstyre. Bemærk også, at de 51 adspurgte alle arbejder i USA, hvor det akademiske selvstyre typisk ikke er ophævet (som i Danmark), og hvor universitetet derfor både styres af administratorer og af repræsentanter for det videnskabelige personale. Desuden:

Kvalitet som norm: Videnskabsfolk bør bedømme hinandens bidrag til videnskaben primært på basis af kvaliteten ("er det godt?") af den udførte forskning.
Kvantitet som modnorm: Videnskabsfolk bør bedømme hinanden primært på basis af kvantiteten ("hvor meget?") af det forskningsarbejde der udføres, fx antallet af videnskabelige publikationer i en forskers publikationsliste.

I fokusgrupperne var der f.eks. en del diskussion af hvad der ville være det bedste råd til en ung forskerspire; at sørge for at se at få udgivet så mange artikler som muligt (da det tæller ved ansættelser) eller at satse på at udgive det, som er ordentligt gennemarbejdet, grundigt undersøgt, originalt og langtidsholdbart.

Kald som norm: En videnskabsperson bør se sin forskning som et kald, og sit arbejde som noget det er værd at yde et særligt offer for (fx høj arbejdstid til ringe løn). Arbejdet skal bære lønnen i sig selv.
Beskæftigelse som modnorm: Forskning bør anses for et job ligesom andet lønarbejde. Man arbejder efter 'efter reglerne', dvs. ansættelseskontraktens bestemmelser om timetal, ferier osv.

I diskussionerne i fokusgrupperne blev 'kalds-normen' opfattet individualistisk, dvs. især forbundet med forpligtethed, personligt engagement i indholdet og vilje til at yde ofre, snarere end at kaldet blev opfattet som havende et højere formål som at fremme den menneskelige kundskab, eller bidrage til dannelse eller uddannelse som et offentligt gode.

Bredde som norm: Videnskabsfolk bør udfylde en bred vifte af ansvarsområder med hensyn til forskning, undervisning, formidling, administration, vidensdeling, m.v.
Snævert fokus på forskning (narrowness) som modnorm: Videnskabspersonen skal lægge mere tid og kræfter i sin rolle som forsker fremfor de øvrige ansvarsområder.

Eksempelvis forklarede en forsker i en af fokusgrupperne modnormen således: "Du skal vide nøjagtigt hvad der kræves for at få de ansøgte penge til at dække dine omkostninger. Hvis du gør det, vil en masse folk lade dig i fred (til at forske). Hvis du ikke gør det, så - uanset hvor god du er til alt det andet - vil nogen en dag komme ind på dit kontor og sige til dig at du ikke gør dit arbejde ordentligt."

Måling af normer

For at finde omfanget af tilslutning til de alle nævnte normer (og som led i gruppens øvrige arbejde med videnskabelig integritet) udsendtes herefter anonyme spørgeskemaer til 4160 forskere der stod tidligt i karrieren (post-docs) og til 3600 modtagere af "R01-midler" fra det amerikanske forskningsråd for sundhed (NIH). At have modtaget R01-penge indikerer, at man er længere fremme i en forskerkarriere end en post-doc. Forskerne skulle svare på om de "i høj grad", eller "i ringe grad eller slet ikke" mente, at den og den norm burde repræsentere videnskabsfolks adfærd. Siger man "i høj grad" indikerer det tilslutning til en norm eller modnorm (som i spørgeskemaet ikke var ordnet i sådanne par). Anderson og kolleger præsenterer deres resultater i et søljediagram:

(Fig. 1, fra Anderson et al 2010, p. 386 (klik på figuren for at forstørre)

Det første der springer i øjnene er, at normerne (øverst) har større tilslutning end modnormerne (nederst). De Mertonske normer har størst tilslutning (mellem 73% og 91%), og det samme gælder de via fokusgruppe-interview fundne normer Akademisk selvstyre og Kvalitet (tæt på hhs. 80% og 91%). De to andre 'nye' normer, forskning som et Kald, og Bredde af opgaver, havde ikke nær den samme styrke, og nærmer sig i tilslutning den samme størrelsesorden som de respektive modnormer, Beskæftigelse og Snærver forskningsfokus. Som forventet er forskernes abonnement på de værdier modnormerne står for altså mindre, som sagt med undtagelse af modnormerne Beskæftigelse ("bare et job") og Snæverrt fokus på forskning, som fik mellem 44 og 65 % tilslutning.

For enkelte normer var der betydelige forskelle i svar fra yngre og ældre forskere. Forskere tidligt i karrieren var fx mindre tilbøjelige til at abonnere på modnormer som Selvinteresse og Partikularisme end deres kolleger senere i karrieren. Til gengæld var de yngre mere tilbøjelige til at have Beskæftigelse og Bredde som vigtige (mod)normer. Selvom disse forskelle var statistisk signifikante, var de ikke store og undersøgelsen giver ingen forklaringer på forskellen.

Lidt det samme kan siges om de forskelle, undersøgelsen viste mellem discipliner. Kun i 7 tilfælde var der signifikante forskelle, f.eks. er yngre forskere indenfor fysik/matematik/ingeniørvidenskab mindre tilbøjelige til at abonnere på normen Akademisk selvstyre end biologer og kemikere. De eksakte fag lå så til gengæld højere mht. vigtigheden af normen Communality eller fælleseje, og biologer så ud til at være mere tilbøjelige til at tilslutte sig modnormen Selvinteresse.

Disse detaljer kan have lange og indviklede forklaringer, men konklusionen er, at normer kan studeres empirisk, og at de to normpar Akademisk selvstyre vs. Management og Kvalitet vs. Kvantitet bør indgå i fremtidig diskussion af de videnskabelige normer. Sidstnævnte normpar er jo i Danmark meget aktuelt i forbindelse med indførelsen af den såkaldet bibliometriske forskningsindikator, som har været stærkt omdebatteret (se fx her). Og så bør vi lige huske et par ting:

Underliggende normteori: ej blot retorik

Studiet foretaget af Andersons gruppe opridser en anden vigtig pointe: Normer er ikke blot retoriske ressourcer, som kan benyttes ved brud på dem, eller en ideologisk facade, som beskytter den akademiske forskning imod ydre styringsforsøg, de kan snarere anskues som simple (og forsimplede) ekspliciteringer af en kompleks underliggende normativ struktur af social art, som i konkrete situationer tolkes forskelligt når der skal handles eller træffes valg. Disse situationer er bl.a. bestemt af de styringsregimer, som forskningen på et universitet er underlagt.

Det er bemærkelsesværdigt, men næppe tilfældigt, at sociologen Merton i 1942 ikke selv fandt det nødvendigt at eksplicitere normen Akademisk selvstyre (og modnormen management), men at denne dukker op i fokusgruppeinterview her i dag i nullerne. I dag er universiteter i hele verden plaget af et skisma mellem en klassisk institutionel ramme om forskningen med høj grad af selvstyre for forskerne, og tendenser til såvel central statsstyring som til forretningsgørelse af universiteterne, hvor kommercialisering og konsulentgørelse af forskningen vinder frem, og "strategiske interesser" (læs: hensyn til indtjening) tpolitisk tvinger universitetslederne til at agere som om offentlige universiteter er private virksomheder. Universiteterne gøres til forskerhoteller for de forskergrupper, som har succes med at skaffe eksterne midler fra offentlige eller private fonde osv. Det er en problematik vi også tager op, her på teoribloggen (se bl.a. Mikkel Willum Johansens indlæg om markedsføring af forskning).

De samme normer?

Til slut kan man spørge, om der ikke er større forskel på forskernes tilslutning til de forskellige normer, hvis vi udbreder spektrummet, og ikke kun ser på forskning af den type, som kan modtage dollars i støtte fra NIH, den amerikanske sundhedsstyrelse. Hvad med humanistisk forskning, filosofi, sprogvidenskab, litteratur? Hvad med samfundsvidenskab i de aftapninger, som ikke ligner den kvantitative forskning, men ligger tættere på antropologers feltstudier eller Habermas' eller Giddens brede samfundsteorier? Det er som om at teorier i menneskevidenskaberne ikke har fået deres sandhedsværdi afklaret på samme måde som Newtons og Einstens teorier. De har mere karakter af perspektiver og indgår i større paradigmer med bestemte erkendelsesinteresser, som ligger ud over det rent faktuelle, nemlig - med en klassisk formulering - at bidrage til at få indsigt i hidtil uerkendte undertrykkelsesmekanismer. Er man indenfor et paradigme, fx Bourdieus eller Luhmanns sociologi, er der større autoritet knyttet til sådanne "store" navne - det betyder noget andet hvem der står bag en sociologisk teori end en naturvidenskabelig - eller rettere, det betyder noget på en lidt anden måde. Derfor kan universalisme som norm ikke virke på samme måde de to steder, selvom jeg stadig mener den gælder også på menneskevidenskabernes område. At afklare på hvilken måde normerne nok generelt er de samme, men virker på forskellig vis i de enkelte videnskaber, er stadig en stor videnskabssociologisk udfordring.

Henvisninger

Melissa S. Anderson, Emily A. Ronning, Raymond De Vries & Bryan Martinson (2010): "Extending the Mertonian norms: Scientists' subscription to norms of research", The Journal of Higher Education 81(3): 366-393.

Robert K. Merton (1973): "The normative structure of science" [1942], “Science and social order” [1938], reprintet in: R. K. Merton: The Sociology of Science. Theoretical and empirical investigations. (introduced and edited by Norman W. Storer), The University of Chicago Press, Chicago and London.

Ian I. Mitroff (1974): “Norms and counter-norms in a select group of the Apollo Moon scientists: A case study of the ambivalence of scientists”, American Sociological Review 39: 579-595.

Note: teksten er skrevet som et indlæg d. 5/9-2011 til teoribloggen på Videnskab.dk (se her).

Internettets filterboble og det flygtige daon

2011-06-04T12:47:00.001-07:00

Internettet er spooky, klamt, unheimlich. Det bliver værre og værre. Da jeg i forbindelse med nogle forsøg på at få politikerne i tale i 2008 via en underskriftsindsamling for en bedre universitetslov oprettede en facebook-profil, blev jeg efter kampagnen enig med mig selv om, at jeg ikke rigtigt kunne have det med begrebet facebook-venner, og besluttere derfor ikke at benytte denne "funktion". På Facebook er jeg således venneløs, det gjorde mit liv dér både kort og simpelt (og livet udenfor lidt længere og sjovere). Jeg beholdt profilen/kontoen, for af og til må jeg bide i den sure facebook og søge efter information inde på sitet. Min daværende skepsis skyldtes primært historierne om Facebooks salg af data om folks private forhold til forskellige firmaer, Facebooks hævdelse af at eje alt uploadet materiale, osv.

Når jeg i de her dage hører omtaler af Eli Parisers bog om internettets filterboble (The Filter Bubble – What the Internet Is Hiding From You, Penguin Press; se fx denne intro-tale af Pariser, omtalen på democracynow.org, eller omtalen i Weekendavisens Ideer d. 1. juni) rejser hårene sig atter i nakken, men denne gang pga. degenerationen af søgemaskinen Google fra en fælles database til en fragmenteret og "kunde-tilpasset" søgemaskine, der gemmer ting om dig, din computer, dine søgevaner, og "tilpasser" resultatet af dine søgninger til dén som Google mener du er! Vi kender det fra Amazons "vi tror denne bog vil interessere dig", men der er det trods alt i en afgrænset ramme, som en boghandler der kender sine kunders smag. Det er ligesom noget andet med generel informationssøgning. Jeg ville gerne kunne søge på Google og få de samme resultater frem, uanset om Google tror jeg er H.C. Andersen, Benny Andersen eller Anja Andersen.

Billedet af en filterboble er vældigt godt og burde underkastes en semiotisk analyse. Vi gik lige naivt rundt og troede, at vi kunne bruge internettet som et vindue ud til verden, den virkelige. Nu får vi at vide, at smarte algoritmer har redigeret den information vi henter, uden at vi kan se redigeringen. Det minder om den skelnen, der ligger mellem Ting i et Miljø og Genstande i en Omverden, ifølge den tysk-estiske biosemiotiker Jakob von Uexküll. Der er fysiske ting i miljøet, uanset om jeg ser dem (sanser og opfatter dem, processerer repræsentationer af dem) eller ej, men gennem mine artsspecifikke sanseorganer transformeres kun bestemte aspekter miljøets Ting og tegn til semiotiske Genstande for min indre Umwelt. Forskellen er blot, at hos dyr ligger artsspecificiteten for en stor del allerede indgroet i fx fluens, billens eller rævens særlige biologi. Det gælder også for mennesket, men vores Umwelt er tillige sproglig, kulturbetinget, og social-samfundsmæssig-kosmopolitisk. Disse ekstra lag (ovenpå vores biologiske Umwelt) er for så vidt vores allerede eksisterende "filterbobler". Men i vores stigende afhængighed af internettet har vi glemt, at nettet altid allerede er sprogligt, kulturelt og socialt (tre for så vidt meget forskellige men dog hinanden gennemsyrende niveauer). Nu mindes vi – gennem den særligt nederdrægtige algoritmiske filterboble Eli Pariser beskriver – igen om, at internettet ikke bare er et vindue til Tingenes verden, men en samfundsmæssigt bestemt cybersemiotisk (og cyborgisk) Umwelt, som vi p.t. kun kan gøre os håb om at "gennem-skue", men ikke for alvor forstår.

En anden ting er internettets flygtige natur og tvivlsomme værdi som historisk kilde, og de problemer det stiller historikerne overfor. Senest har der været kritik af, at Københavns Universitet og Videnskabsministeriet på deres hjemmesider er ved at fjerne mange henvisninger til Milena Penkowa, formentlig for at nedtone hendes tidligere ministerielle status af rollemodel for kommende forskergenerationer (se Universitetsavisen d. 31. maj). Det minder måske lidt om dengang stalinisterne i Sovjet bortretoucherede omridset af Leo Trotskij fra de officielle fotos af revolutionens fortrop. Så kritikken er forståelig. Men måske er det alligevel svært – for alle offentlige institutioner – at finde grænsen mellem på den ene side det, der er historiske kilder, og derfor bør bevares uændret af hensyn til historikerne og den alment nysgerrige offenlighed, lad os kalde det for et daov ("Dækkende Arkiv Over Virkeligheden") og så på den anden side det, som er – lad os kalde det for et daon ("Det Aktuelle Opdaterede Nu"), dette tidsglimt, som vi (og institutionerne) lever i, netop nu. NU!

Daonets dynamik gør daovet illusorisk.

Det var ellers meningen, at det store internetarkiv (www.archive.org) skulle hjælpe os med problemet, men dette ret virkelige arkiv er så langt fra dækkende internettets virkelighed, som vi kunne ønske os. Vores drømme om det totale daov, det dækkende arkiv over verden, må nok snarere opfyldes ved læsning af Borges' noveller end i den virkelige boblevirkelighed. Vi må indtil videre nøjes med at håbe, at vi - hver især - kan ønske hinanden et Go' daov, du!

Fra 35325347 til blogblade

2010-04-17T08:49:00.000-07:00

Efter en vis pause og fordi mine fleste blogindlæg skrives på Forskningsfrihed?, bliver jeg nødt til at genoptage aktiviteten her, fordi enkelte af mine udgydelser ikke helt passer ind i just nævnte universitetspolitiske blog. Jeg skifter også navn på denneher blog nu. Det hed i starten "Hovedet på bloggen", men jeg fik at vide, at det navn var allerede taget. Så omdøbte jeg den til 35325347, nummeret på mit kontor, men det klinger ikke så mundret. Nu hedder den "Blogblade af Claus Emmeche" indtil jeg finder på noget bedre.

Forskningsfrihed – også for studerende

2008-04-27T01:35:00.000-07:00

En ting er at læse til eksamen i et fag til eksamen, og i det hele taget at studere på uni, noget helt andet er vel selv at forske..? Vi er desværre blevet vænnet til at se denne forskel som forskellen på triviel reproduktion og kreativ innovation. Det er helt forkert!

På et universitet er der (skal der være) en dybere sammenhæng mellem forskning og undervisning. Det, du læser, skal være opdateret med den nyeste forskning, og ingen gider kun at tilegne sig en masse løsrevne facts, selvom eksamenslæsning i et dystert øjeblik godt kan føles sådan. Det handler også om at kunne få lov til at fordybe sig, indse sammenhænge, og vide hvordan facts er fundet. Have overblik over fagets metoder. Kende fagets helte og kunne skelne dem fra crackpots. Komme helt ind under huden på dén kritiske og selvstændige måde at tænke på, som er selve forudsætningen for, at der overhovedet kan være ting som fag og videnskaber.

Ved afslutningen af studiet er sammenhængen tydeligere. I et bachelorprojekt eller speciale arbejdes mere selvstændigt. Her borer man sig helt ind i en problemstilling. Et godt speciale viser, at du selv kan bidrage til at frembringe ny viden.

Forskerdyr
Det er en af grundene til, at på et universitet skal undervisningen være forskningsbaseret: Som studerende skal man kunne møde rigtige forskerdyr. Ikke bare folk, der kan tænke selv, men folk, befinder sig helt fremme i forskningsfronten. Det er ofte også folk, der selv inspireres af at være nødt til at forklare sig bedre overfor de, som stiller ‘dumme’ spørgsmål og ikke accepterer forklaringer om at ‘sådan har vi altid gjort’ eller ‘det har vi vedtaget’.

Uni er ikke et jobkursus
Det er den slags ting – knyttet til selve tanken om videnskab og forskningsfrihed – der gør, at universitet ikke bare er som en forlængelse af gymnasiet eller et jobkursus for arbejdssøgende (selvom det i enkelte tilfælde kan opleves sådan). Som institution betragtet er universitetet anderledes, for det har en høj grad af akademisk frihed. Her udbydes forskningsbaseret undervisning: Underviserne er selv forskere, og derfor kan de studerende inddrages i forskning. Forskerne har frihed til selv at vælge emner, metoder, og pligt til publicere resultater, frihed til at udkæmpe faglige debatter (bl.a. ved at kunne kritisere kolleger fra samme eller andre institutioner), og mulighed for at bidrage til den offentlige debat med fagligt baserede synspunkter, som går imod strømmen og stiller spørgsmålstegn ved herskende opfattelser.

Universitetet som idé
Men behøver de studerende bekymre sig om så luftige ting som selve universitetets idé? Nu har vi jo et universitet, så må det vel være ok?

Nej, desværre. For der er ved at ske et skred i den måde universiteter opfattes på, som truer selve universitetets grundværdier. På uni skal der være plads til forskning uden at bestemte samfundsinteresser har dikteret eller sat sig på forskningsstrategien. Forskning er et offentligt gode, men udvikling af erkendelse er umulig at forudsige eller planlægge. Geniale ideer er som evolutionens mutationer hverken styret af forhåndsviden om egnethed, overlevelse, ønsket om gevinst, profit eller velfærd.

Akademisk kapitalisme
Truslen kommer to steder fra: 1) Statsstyring via ‘New Public Management,’ dvs. ideen om at presse konkurrence-lignende incitamenter ind i det offentlige, som så i sin tur kræver dokumentation, ranking og monitering via indikatorer. Det er som bekendt ikke noget specielt for universiteterne. Det får bare specielt bizarre udslag her. Som nu det fantasme, videnskabsministeriet er ved at installere i den danske forskningsverden, den såkaldte indikator for ‘forskningskvalitet’ i form af bibliometriske påbud og forbud om at publicere på bestemte måder. Man tror det er løgn, men lige nu er ca. 500 forskere i faglige udvalg ved at lave lister over A-, B- og C-tidskrifter, som skal give flere eller færre point at publicere i, bortset fra de som dømmes ude på forhånd. Det opfordrer til kassetænkning og publicering efter salami-teknikken (hvorfor publicere én stor og dyb artikel, hvis jeg får flere point ved at dele den op i tre små?).
Styringen viser sig også i universitetslovens gummibestemmelse om at man kan forske frit, dog inden for institutionens ‘forskningsstrategiske rammer’ (som aftales med ministeriet via udviklingskontrakten).

2) Kommercialisering og ensretning af universitetssektoren i Danmark. Hvorfor skal alle universiteter ligne DTU og CBS? Hvorfor skal alle universitetsbestyrelser have en majoritet af eksterne repræsentanter, mangle valgte ledere, og været top-downstyrede som virksomheder var i 1950’erne? Akademisk kapitalisme er begrebet for den stigende tendens til at universiteterne tvinges til at agere, som om de var private virksomheder. De skal ikke bare opmuntre til videns- og teknologioverførelse (som i sig selv kan være fint nok). Skelen til cash money bliver et afgørende fokus for selve de centrale beslutninger om hvordan kerneydelsen – forskning og undervisning – skal leveres.

Forskningsfrihed og protest
Det er på tide, at både studerende og ansatte protesterer over misæren. Jeg så ingen anden vej end at slutte mig til bloggen Forskningsfrihed? for at få luft for mine frustrationer over stigende bureaukrati og topstyring. Der er behov for at såvel forskere som studerende protesterer mod tingenes tilstand. På Facebook har vi en livlig gruppe af samme navn som bloggen. Den tæller også en del studerende. Følg med! Her i foråret vil vi se mere højlydte protester imod tingenes tilstand…

Vi må ganske enkelt opfordre politikerne til en basal ændring af den forsknings- og uddannelsespolitik, vi har oplevet siden universitetsloven af 2003. Du kan være med til at sikre, at offentlige universiteter i Danmark stadig er et sted, hvor alle, uanset social baggrund, kan få adgang til en højere uddannelse, og hvor fri forskning kan udfolde sig som betingelsen for et kvalificeret demokrati.

Claus Emmeche er lektor og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier

Forskningsfrihed på nettet:
http://professorvaelde.blogspot.com/
Facebook: http://www.facebook.com/group.php?gid=18872447992

Indlægget bragt i SCIENT (Magasin for studerende på naturvidenskab, Københavns Universitet), april 2008 (4. årg., nr. 4) s. 24-25.

Videnskabens disnormering

2007-11-02T06:32:00.000-07:00

fra: Universitetsavisen (for Københavns Universitet) d. 2. november, 2007, 1. sektion side 16, rubrikken Opponenterne.

Videnskabens disnormering
Af Claus Emmeche & Inge Henningsen

Afsløringerne af regeringens forsøg på at ændre og bortforklare ubekvemme resultater om den globale opvarmning har ført til en genopblussen af diskussionen om forskernes ansvarlighed.
I 1942 formulerede sociologen Robert K. Merton universitetets akademiske kerneværdier - et videnskabelige etos - i form af CUDOS-normerne. De står for Communalisme (fælles ejendomsret til ny viden), Universalitet (udsagn bedømmes på deres objektive evidens, ikke på hvem der fremsætter dem; viden er for alle), Disinteresserethed (det vil sige upartiskhed) og Organiseret Skepsis (i form af kritik og uhildet udspørgen og fagfællers tjek). Værdierne er selve grundlaget for videnskab som kritisk søgen efter viden og forståelse uden hensyn til nogen anden autoritet end fornuften og erfaringen.

I 1984 karakteriserede fysikeren John Ziman industrigørelsen af videnskab som ’PLACE’: Et nyt normsæt hvor viden gøres til genstand for privat ejendomsret og ikke automatisk offentliggøres (Proprietary); den fokuserer på Lokale tekniske problemer, ikke forståelse; er Autoritær (chefen bestemmer); man får udpeget bestemte praktiske mål (Commissioned); og er Ekspert-orienteret mod problemknusning, ikke drevet af fri nysgerrighed.

Merton var skræmt af Hitlers absurde ’ariske fysik’ og lignende totalitære angreb på fri forskning og holdt CUDOS op som modbillede. Ziman var bekymret for tendensen til at CUDOS nedbrydes og erstattes af PLACE.

I det Sanderske regime dominerer PLACE - ikke kun hvor det har sin naturlige oprindelse: i industrien, i den teknologiske forskning og i forskerparkerne - men også der hvor man ville forvente at finde den frie forskning. Skræmmende, for CUDOS og demokrati hører sammen.

At se sig selv i spejlet

2007-10-26T13:13:00.000-07:00

Bragt som klumme i Weekendavisen, tillægget Ideer, nr. 43 s.6, d. 26. okt. 2007.
At se sig selv i spejlet
Selvsyn: Videnskabsteorien kan ikke tillade sig at overse forskningspolitikken, fordi videnskaben gøres til genstand for politiske prioriteringer og beslutninger.
Af Claus Emmeche

Det sete afhænger af øjnene der ser, men øjet alene gør det ikke, der må flere redskaber til: tænkningens. Således også med selv-erkendelse. At se sin næse kræver en vis skelen, eller et spejl, og at se sin nakke, et spejl til. Og briller til de nærsynede – form hvem kan undsige sig mental nærsynethed?
Erkendelsens redskaber genfindes i videnskab. Men hvorfor skulle videnskaben ‘se på sig selv’ – den handler vel om at forstå tingene omkring os, jord, vand, liv og luft, sprogets gåder og fordeling af magt og rigdom?
Det sted, hvor videnskaben ser på sig selv, er først og fremmest i den daglige nærmest spontane bedømmende og kritiske omgang med videnskabens egne fund og resultater, som når fysikeren efterprøver det seneste nye om kvanteoptik, reparerer på standardmodellen for the big bang, eller sidder i et panel, der bedømmer stillingsansøgninger eller indsendte artikler til et fagtidskrift.
Forskeren kigger måske ikke selv selv i nakken, men ser kritisk over kollegaens skulder for at tjekke data, efterprøve et eksperiment, eller bedømme en ansøgning om penge til et forskningsprojekt. Det sker indenfor fagets egne grænser og verdensbillede; dét, som Kuhn kaldte paradigmet, dvs. det samfund af forskere indenfor fx mikrobiel økologi, som i stor udstrækning deler teoretiske modeller, metoder og opfattelse af hvilke spørgsmål, der er fornuftige at stille som potentielt løsbare problemer i den næste undersøgelse. Paradigmet er de briller, forskeren er socialiseret til at se verden igennem, og en ting som ‘Danmark anno 2007’ vil tage sig ret forskelligt ud for en økonom, en antropolog, en økolog eller en geofysiker: ‘Tingen’ konstitueres som forskellige genstande for undersøgelse i forskellige paradigmer.
Den kritiske erkendelse af fagfællers aktiviteter og forskningens fronter og faldgruber er oftest selverkendelse nok for den enkelte forsker, så længe han eller hun kan leve lykkeligt i elfenbenstårnet med udsigt til fagets egne gåder.
Men videnskaberne ser også sig selv i nakken med de spejle, som udgøres af specialiserede videnskabsteoretiske fagområder som videnskabssociologi, videnskabshistorie, videnskabsfilosofi, samt et væld af indbyrdes under- og grænseområder, fx ‘Science and Technology Studies’ (se Jensen m.fl.: Introduktion til STS, 2007). Det er fag, der har aspekter af videnskab og teknologi som genstand, og søger forståelse af generelle træk ved forskning og særtræk ved bestemte former for videnskabeligt baseret praksis. En del læsere vil huske Lene Kochs bøger om racehygiejne og tvangssterilisation, Thomas Söderqvists mursten om Niels Kaj Jernes liv og immunulogiske teorier, Jesper Hoffmeyers bog om biosemiotik som et nyt grundlag for biologisk tænkning, og Jens Morten Hansens opus om Stenos videnskabelige nybrud – sådanne undersøgelser er videnskabsteoretiske i den forstand, at de belyser, afdækker og muliggør kritik af bestemte sider af de videnskaber (og videnskabspersoner) de omhandler.
Videnskabsfilosofi er ikke noget nyt. Filosoffer har længe reflekteret over den menneskelige erkendelses betingelser, men dengang ‘videnskab’ uddifferentieredes som en specialiseret institution for vidensproduktion, kunne videnskabsfilosofien efterhånden udsondres som et felt, der undersøger den skabelse af ny erkendelse, der foregår på de videnskabelige institutioner (John Losee giver i sin bog A Historical Introduction to the Philosophy of Science et overblik over udviklingen i de filosofiske diskussioner af videnskabelig metode og ræsonnement).
I det 20. århundrede ser vi hvordan videnskabsfilosofien tvinges ud af sin isolation – fra den videnskab, som filosofferne kun iagttog på afstand, og fra det samfund, som videnskaben ganske vist foregik i, men kunne glemme alt om. Ved århundredets begyndelse var den positivistisk videnskabsfilosofi optaget af at være naturvidenskabens ydmyge tjener og bogholder, der logisk ville redegøre for den logik, som naturvidenskabsmænd antageligt benyttede. I samme århundrede opstod videnskabssociologien, der med Robert K. Merton lagde ud med at kortlægge det normsystem, der sikrer videnskabelig objektivitet (til forskel fra udartede former for ‘videnskab’ under Stalin og Hitler) og som fungerer i de videnskaber, der fik lov til at leve roligt i elfenbenstårnet, indtil militærisk nødvendighed tvang fx atomfysikken ind i mere intime omgangsformer med industri og samfund.
Efter 2. verdenskrig blev den filosofiske pejling og spejling af videnskaben mere empirisk. Der opstår et tættere samarbejde mellem filosoffer og historikere, og videnskabsteorien undergår selv en professionalisering. HPS, kælenavnet for ‘history and philosophy of science’, bliver en fagtradition (dyrket herhjemme bl.a. ved Steno Instituttet i Århus) for sofistikerede detailanlyser af alt fra de galvaniske batteriers historie til tænkningens nationale eller fagbestemte stilarter – det hele smukt opsummeret i bautastenen Reader’s Guide to the History of Science redigeret af danskeren Arne Hessenbruch.
Ved slutningen af det 20. århundrede trænger den sociale dimension sig på af andre årsager: Forskningen kommercialiseres. En af de fysikere, der selv afslutter sin karriere med at holde det videnskabssociologiske spejl op for forskningen er John Ziman, som (bl.a. i bogen Real Science fra 2000) kortlægger et nyt – ‘post-akademisk’ - system af normer, der gælder den forskning, politikere gerne ser spændt for den økonomiske ideologi om et globaliseret videnssamfund, hvor videnskabelse bliver den primære produktivkraft. Disse normer – fx at viden opfattes som en vare, der kan bestilles, prissættes og ejes, og at forskningen målstyres og ikke er ‘for alle’ men ‘nogens’ – er, for nu at sige det pænt, i en vis indre spænding med normer for objektivitet og universalitet i den klassiske videnskab. Forskningspolitik bliver et felt, videnskabsteorien ikke længere kan overse, for ligesom samfundet og politikken i højere grad hviler på anvendelse af videnskab, bliver videnskaben selv genstand for en rækkke politiske beslutninger og prioriteringer, jf. den seneste debat om hvorvidt den frie forskning ofres på den strategiske forsknings alter.
Forskerne selv udsættes i processen for nye former for ydre styring. Et aktuelt eksempel er det Naturvidenskabelige Fakultet i København, hvor dekanen netop har tilladt sine institutledere at indføre tilstedeværelsespligt: forskning som et 9-16 job med tidsstempling. At dét er en managementfilosofi, der officielt er forladt i de videnstunge dele af erhvervslivet, gør eksemplet mere bizart, et forsinket ekko af proletariseringen af forskerne da videnskaben blev big science.
Videnskabsteorien har åbnet sig mod en bredere samfundsmæssig virkelighed i takt med at forskningen selv er trængt ind i alle afkroge af samfundet og gjort det til sit eget store laboratorium. Den er et redskab til orientering i videnssamfundets spejlkabinet af indsigt og udsyn, nærsyn og fata morgana. Et ekstra spejl kompenserer for en enkelt blind vinkel, men de blinde vinklers antal er som stjernernes. Fint nok, at forskningen råder over flere spejle, den kan holde op for sig, hvis den stadig skal kunne tåle at se sig selv i ansigtet som videnskab.

Akademisk Kapitalisme

2007-08-31T07:18:00.000-07:00

[klumme bragt i Weekendavisen nr. 35, den 31.08.2007, tillægget Ideer s. 6]
Akademisk kapitalisme
Af Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet.

Man må vare sin mund: I klummen d. 20/4 omtalte jeg et nyt kort over netværket af videnskabelige discipliner, og kom så til at bruge termen akademisk kapitalisme, uden nærmere omsvøb. De følger så her! Associationen kom da jeg opdagede, at skaberne af kortet, nogle folk indenfor ‘scientometri’ – den videnskab der kortlægger og analyserer forskning – samtidig sælger detailkort og konsulentråd om steder i videnskabernes landskab, der rummer “forskning som understøtter patentskabelse”, dvs. økonomisk spin-off og kort vej fra lektor til likviditet.
Skønt alle på de ganske danske universiteter oplever den akademiske kapitalisme direkte – den er jo nærmest indskrevet i universitetsloven af 2003 – stødte jeg først på begrebet i artikel af Rick Welsh og Leland Glenna, to amerikanske sociologer. I tidskriftet Social Studies of Science (bd. 36 nr. 6, 2006) fremlægger de resultater af en undersøgelse af kommercialiseringen af den offentligt financierede forskning i USA på de felter, som er interessante for agroindustrielle bioteknologi.
Indenfor transgene afgrøder (sorter som snedkereres til fx tørkeresistens ved at indsplejse gener fra andre arter) har private firmaer været førende hvad angår forskning og udvikling. Det har ført til et snævert forskningsfokus på kun ganske få kommercielt interessante afgrøder og egenskaber, mens en række mindre afgrøder ifølge Welsh og Glenna er ignoreret – ikke af strengt videnskabelige, men af kommercielle grunde. Det har flere analytikere beklaget og efterspurgt en bredere orienteret forskning i andre afgrøder og egenskaber. Man kunne så forvente, at de statslige universiteter tog sig af den del.
Den forventning sættes der store spørgsmålstegn ved, ikke blot ud fra de data, Welsh og Glenna fremlægger, men også på baggrund af tendenserne til at universiteter forandres fra at være statsinstitutioner, der tjener hele samfundet, til at være lære- og forskningsanstalter, der især styres efter erhvervslivets syn på relevans, og som i deres markedsadfærd, styreformer, og endda i selve forskningsemnerne lægger sig tæt op af erhvervslivet. Det er sådanne træk, som kendetegner akademisk kapitalisme.
Welsh og Glennas undersøgelse viser, at der er klare tegn på indsnævring af forskningen i transgene afgrøder på offentlige universiteter: Forskning i bioteknologi og Genetisk Modificerede Organismer kommer i stigende grad til at ligne industriens egen forskningsprofil i GMOer. Det betyder manglende forskning i afgrøder, der måske ikke globalt er nær så kommercielt interessante for de store firmaer, men som kunne være gavnlige i bestemte lokale sammenhænge, ligesom det betyder manglende forskning i planteegenskaber (fx produktkvalitet), der har at gøre med andet end herbicidresistens og insekt-giftighed, som de store firmaer fokuserer på.
Og hvad kan vi så lære af det? Jo, danske politikerne bør som Glenna og Welsh anbefale de offentlige universiteter at formulere deres egen klare politik (1) for at fremme den forskning, som den private sektor ikke tager sig af, og (2) kun indgå i erhvervssamarbejde, hvis særlige grunde taler for det, og hvis det kommer andre end private interesser til gavn.
Man har vel ikke universiteter for at yde skjult industristøtte? Universiteterne er retorisk set ‘selvejende’ og man skulle så tro, at de selv kunne formulere en politik, som tilgodeser almenvældet og videnskaben. Men sandheden er jo, at udviklingskontrakterne med ministeriet binder de danske universiteter til kun at handle i overensstemmelse med den siddende regerings forskningspolitik. Den tidligere socialdemokratiske regering begik en stor fejl ved at indføre udviklingskontrakter, og den borgerlige regering har ikke holdt sig tilbage med at bruge sin indflydelse!
Akademisk kapitalisme er ikke kapitalisme, og betegner ikke i første omgang de helt outrerede tilfælde, hvor universiteter køres som rene profitforetagender, der sælger uddannelser, især fjernuddannelser. Skræmmebilledet er det amerikanske profituniversitet Phoenix, en gigant med afdelinger i flere lande. Det er end ikke et universitet i vores øjne med egen forskning; det er en pengemaskine indenfor højere uddannelse – måske noget Bertel Haarder måske synes er cool, at dømme efter hans udtalelser fra sidste års universitetsseminar i OECD-regi…
Academic Capitalism – Politics, Policies and the Entrepreneurial University er titlen på en bog af uddannelsesforskerne Sheila Slaughter og Larry L. Leslie fra University of Arizona, 1997, fulgt op i 2004 med Slaughter & Gary Rhoades, Academic Capitalism and the New Economy. Heri smedes begrebet til at beskrive de samme ændringer, vi nu ser på de danske universiteter, i retning af at de i hele deres adfærd efterligner private virksomheder. Forfatterne vedgår, at ordet er uheldigt hvis det vækker forestillinger om grov gammeldags udbytning af arbejdskraft. Det er der ikke tale om (når vi ser bort fra horder af løst ansatte daglejere og undervisningsassistenter). Snarere om en række skred mellem offentlig og privat virksomhed, som skaber organisatoriske hybider, der i kraft af hele bølgen af incitamentstyring og new public management fremmer ‘entreprenante’ handlemønstre i forskning og uddannelse, men ødelægger klassisk akademiske værdier, fx at man hverken kan stemme om eller prissætte sandheden.
At være statsansat forsker på et offentligt universitet er i dag på mange måde analogt med at være privatansat industriforsker. Man kan selv gætte hvad det betyder for universitetets såkaldte ‘frie forskning’.
Det er på tide at nytænke universiteternes opgaver som hele samfundets institutioner. Nye retningslinier må hindre, at akademisk kapitalisme skævvrider videnssamfundet. Forskningspolitikken må ind i valgkampen!

Note:
Klummen ovenfor er en tematisk variant over det, jeg beskrev i indlægget "Rektor og den akademiske kapitalisme", indsendt til Forskningspolitisk Arkiv i marts 2007.

Karma Cowboy i den kreative klasse

2007-07-20T01:29:00.000-07:00

Karma er ingenting
En gennemsigtig sløring
Et vibrerende øjennet
Et hvidt lys
og en fjern sang i vinden
der altid er genkendelig
               
Karma er ingenting            
det er dét der gør den
så forbandet velsignet
nærværende
              

Hvor er nettet stort, og hvor er det syret, så lidt af det jeg kender. Just som jeg troede at jeg vidste hvor det sneede, opdager jeg et sted, der kalder sig Kommunikationsforum, og som viser sig at være intet mindre end den kreative danske klasses store legeplads, hvor alle kan se hvem der er venner med hvem, og hvor alle frit kan deltage - skrive sig ind, linke til de andre, og få sig et virkeligt kreativt liv. Jeg vil ikke sige jeg kender stedet endnu – det er kun lidt af det jeg har set, så min rapport her er ca. ligeså dækkende som Dr. Livingstones rapport om det Afrikanske kontinent. Kommunikationsforum drives af et firma. Der er noget meget fascinerende og fristende ved stedet, men også lidt skræmmende over den måde, det hele er sat op på.
Det er et sted, hvor alle som sagt kan skrive sig ind, fint nok, og dele viden, herligt! Der er rigtig mange profiler, som det hedder (det hele handler jo om profilering), og der foregår uden tvivl en masse godt, sjovt og spændende, som lille jeg i min afgrunddybe uvidenhed er gået glip af i al den tid, jeg intet har vidst om legepladsen. Der er mange seriøse indlæg, og man kan sørme også få sin nysgerrighed tilfredsstillet og læse om hvem der nøgenbader med hvem, så organet ligner lidt den kreative klasses pendent til Se & Hør.
Det er helt klart et sted, hvor man kan blive eksponeret, hvis man arbejder hårdt for det og derfor opnår en god net-Karma (det vender jeg tilbage til), og alle, der har en god sag at fremføre, må da fristes af at blive set og hørt af så mange kloge, smukke, yndige, spændende og i det hele taget rigtige mennesker, som er forsamlet der. Så hvorfor ikke bare indskrive sig og lege med?
Muligvis læser jeg aviser og den slags meget overfladisk, men det slår mig så lidt spill-over effekt, så lidt sammenhæng der er mellem netmedier som disse, og de større etablerede medier. Tænk, at så mange mennesker kan kommunikere så meget, og så stadig reelt udgøre et nærmest hemmeligt sted i forhold til andre danske medier. Internettet er fuldt af ukendte steder (som her fx) - det er der intet nyt i - men at et stort forum som det pågældende alligevel reelt er en lukket sfære, siger lidt om fragmenteringen af offentligheden.
Et af de pudsige træk ved Kommunikationsforum er, at når man søger på et navn og får personens profil, kan man aflæse to egenskaber, endda med talværdi, for den pågældende: Han eller hendes "karma", og en såkaldt "K-rank". Efter at have spekuleret over hvad i alverden det nu var, fik jeg endelig definitionen til at poppe op på skærmen: Om Karma står "jo mere du giver til fællesskabet, jo bedre karma får du. Karma = gensidige links + blogposter + links + files - tabte links". Og om K-rank står "ud fra din karma udregnes din placering". Tankevækkende!
I første omgang en morsom og uskyldig feature, joda, en sød lille domsfunktion eller evaluerings-service, indbygget i Kommunikationsforums infrastruktur. Alle har pr. automatik en karma og en K-rank. Uskyldigt, der er selvfølgelig no hard feelings i det, tag det ikke mere personligt, end at du godt ved, at når du starter som nyfødt i forummet, du har hverken mange links eller blogindlæg, og altså meget lidt karma. Men så kan du jo begynde at samle, linke og vidensdele! Ligesom i rollespillene, hvor du skal jage og samle energi, redskaber og egenskaber, før spillet rigtigt kan starte. Enhver er sin egen lykkes (eller karmas) smed, og du genfødes som du har gjort sig fortjent til. Det passer gevaldigt fint ind i hele den kvalitets- og evalueringsideologi, der i de her år kryber ind under huden på os alle (se Karen Lise Salamons skarpe spidning af tankegangen i 2007-bogen Selvmål - det evaluerede liv). Skaberne af Kommunikationsforum har ikke fundet det tilstrækkeligt blot at tildele en individuel standing til de enkelte profiler, så derfor den afledte K-rank, som ranker dig i forhold til de andre på legepladsen. Man kan åbenbart konkurrere på karma ...
Lad os lige bøje det i grelt adornolysende neon: Din karma er ikke bare et billede af dit bidrag til fællesskabet, som det så smukt hedder, ordet associerer til en højere sjælelig værdi, som i denne kontekst på modsigelsesfuld vis bortsjakres af det evaluerende imperativs dominans over hin enkeltes sjæl og en eventuelt fælles ånd. Der er godt nok langt fra Dan Turèlls Li digte (i samlingen Karma Cowboy, jf. ovenfor) til de link cowboys og -girls på Kommunikationsforum, der blinker, linker, og flasher som gjaldt det livet selv.

Forskningsetik for den stressede forsker

2007-05-30T12:36:00.000-07:00

Af Claus Emmeche, lektor ved Center for naturfilosofi og Videnskabsstudier, KU.
(kronik til Ingeniøren)

I aviser og fagblade som Ingeniøren, FORSKERforum, Magisterbladet o.l. kan man med jævne mellemrum læse om undersøgelser, der viser at presset på den menige forsker øges, og at folk somme tider går ned med stress. Dette pres på den enkelte hvad angår antallet af forskellige arbejdsopgaver opleves sikkert ikke mindst af de yngre forskere, der står i begyndelsen af en karriere, og gerne skal have publiceret gode artikler i anerkendte tidskrifter. Det er velkendt at kravene til ph.d.-studerende om også at undervise og formidle ved siden af selve uddannelsen til forsker kan give den enkelte sved på panden. En situation med krav til performance fra mange parter, ønsker om synlighed i offentligheden, maksimalt og loyalt bidrag til det team, man indgår i, gode kontakter til samarbejdspartnere udenfor forskergruppen såsom virksomheder, donorer eller fonde, og nødvendigheden af gode relationer til forskningsledelsen på det lokale institut eller fakultet, kan tilsammen skabe ikke bare pres, men hos svagere sjæle også fristelser til at springe over hvor gærdet er lavest, og undlade at overholde gængse krav til god videnskabelig praksis.
At den pressede situation med krav om opfyldelse af en mangfoldighed af målsætninger og ønsket om overholdelse af egne deadlines, projek-milestones, administrativt papirarbejdet osv., direkte kan forlede til sjusk, uheldig omgang med statistik eller fejlagtig behandling af data, og dermed dårligere forskning, er selvfølgelig ingen undskyldning for som forsker ikke at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og i det hele taget kan de ændrede betingelser for universiteternes forskning, vi ser disse år – kort udtrykt i slagordet at der skal være kortere vej fra basal forskning til kommerciel anvendelse – ikke undskylde ejheller grovere tilfælde af uredelighed, svindel eller ligefrem fabrikation af data, som selv gode forskere i ekstremt pressede situationer kan forledes til. Det er nok ikke let at forestille sig, at vi i Danmark skulle opleve en sag med svindel af lignende dimensioner som i sagen om den sydkoreanske kloningsforsker Woo Suk Hwang, hvor netop omgivelsernes pres og forventninger blev brugt, ikke som undskyldning men forklaring på at en god topforsker forfaldt til svindel. Omvendt har vi i Danmark via Udvalget for Videnskabelig Uredelighed set sager om svindel, forfalskning af data, tendentiøs selektion og tolkning af resultater, plagiat, og andre artiker fra kataloget over dårlig videnskabelig praksis, og læsning af UVVUs årsrapporter er ikke specielt opbyggelig læsning. Godt, at der netop i tider, hvor universiteternes uafhængighed af store eksterne bevillinger, donationer og samarbejdsaftaler bliver mindre og mindre, findes statslige organer som UVVU, da man kan frygte, at de lokale praksisudvalg ved de enkelte universiteter er så tæt på ledelsen, at tilliden til deres uafhængighed svækkes (og derfor ærgerligt, at forkludringen i Lomborg-sagen førte til indskrænkning af UVVUs beføjelser).
Ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er der i øjeblikket overvejelser om at udbyde en fast pakke af generelle kurser til alle ph.d.-studerende, herunder kurser i forskningsetik og videnskabsteori. Andre generelle emner kunne være formidling, statistisk metode, videnskabelig publicering, eller fundraising. Ved fakultetets Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier har vi de sidste to år som et pilotprojekt udbudt kurser i generel videnskabsteori og etik for de ph.d.-studerende i form af en uges intensiv undervisning samt forberedelse og efterfølgende rapportskrivning. Vi har oplevet en stor interesse for kurset. Nu lyder det paradoksalt at belaste de ph.d.-studerende med endnu et krav om at skulle følge kurser i generelle emner udover det, de behøver for deres eget svendestykke i forskning, og det er måske bedst at fastholde kurserne som et frivilligt tilbud, men dette er et spørgsmål om hvordan man mest hensigtsmæssigt designer den samlede forskeruddannelse. Men jeg kan i al fald se, at dét, at dykke ned i konkrete sager om videnskabelig uredelighed – litteraturen og materialet herom er righoldigt – kan være meget lærerigt, ikke blot for at få skærpet sin bevidsthed om de centrale elementer i det videnskabelige arbejdes etik, videnskabens grundværdier og hvor slemt det kan gå hvis de krænkes, men også at opnå en mere overordnet indsigt i de ændrede vilkår for såvel anvendt som basal forskning, som vi alle oplever i disse år.
For det er immervæk meget voldsomme forandringer, der er sket med samspillet mellem stat, industri og universiternes forskning i naturvidenskabelige, tekniske og biomedicinske emner, og fra manges sider er der bekymring for om videnskabsministerens garantier om fortsat forskningsfrihed reelt batter i det mere topstyrede og kommercielt rettede forskningssystem, vi er på vej ind i. Jeg er redaktør på en blog (redfriforsk.blogspot.com) hvor universitetsansatte diskuterer de ændrede betingelser for forskningsfrihed. En af de ting, man lægger mærke til, og som ethvert barn selvfølgeligt ved, er at forskning ikke blot kan udføres indenfor ét enkelt system af normer og værdier, men at den rolle som fx normer omkring åbenhed versus hemmeligholdelse har, er forskellige i henholdsvis industriel, universitets-, og blandingsforskning. Blandinger af universitet og industri opstår jo ved tætte samarbejder eller i situationer hvor der er patent-potentiale i opdagelser, der ellers skulle kommunikeres åbent til fagfæller i klassisk akademisk forstand. Det har de tekniske højskoler længe kendt til, men når højskolen bliver et universitet, eller når et klassisk universitet begiver sig af med Technology Transfer, skal forskerne nu til at lære at begå sig på andre måder, og mange ser den pålagte hemmeligholdelse som en total hæmning af deres frihed til at meddele opdagelser til kolleger i feltet andetsteds.
Eksemplet viser, at forståelse af forskningens etik ikke blot omhandler overholdelse eller brud på mere konkrete normer om redelighed, men at også andre institutionelle normer regulerer forskernes adfærd. Forskningens etik befinder sig selvfølgelig i en forskningspolitisk kontekst, og her er det vigtigt, at kurser i forskningsetik ikke bliver ‘politiske’ i betydningen ‘politiserende’ (fx som baser for kritik af de herskende forskningspolitiske magtforhold), men snarere oplysende og tværvidenskabeligt baserede, dvs. med kvalificerede elementer af politologisk, sociologisk, juridisk og samfundsfilosofisk viden om forskningens forhold, herunder teoretiske vinkler på dette. Med andre ord: Sådanne kurser bør ikke hjemmestrikkes af ‘dem der altid laver den slags her’, men bør nytænkes, forskningsbaseres og kvalificeres.

(bibliografisk note: artiklen bragtes i redigeret form og under overskriften "Forskernes stigende stress presser dem på etikken" d. 18. maj, 2007, s. 8 i anden sektion af Ingeniøren)

ISIS brugergrænseflade er en skandale

2007-05-25T15:14:00.000-07:00

Nu kan jeg ikke tilbageholde min ærgelse og irritation længere: ISIS brugergrænseflade er bare en pestilens! Den er extremt levende, man kan ikke fastholde billedet af ændinger på skærmen, og det hele er 10 gange mere besværligt -- fx at uploade en fil og beskrive dens indhold -- end fx på de gratix wiki-tjenester, som fx pbwiki.
Til de uindviede:

"ISIS står for Institut Studie Informations System og er et content management system (CMS) under udvikling hos det Naturvidenskabelige Fakultet, Teologisk Fakultet, Juridiske Fakultet og det Humanistiske Fakultet."

(Jeg benytter - nødtvungent - ISIS når jeg underviser på idrætsstudiet i videnskabsteori, på Københavns Universitet)

Erkendelsens landskab

2007-04-20T14:51:00.000-07:00

Weekendavisen, 20.04.2007 (sektionen Ideer, s. 6)
Erkendelsens landskab
[Overblik.] Der er nu skabt et næsten guddommeligt kort over videnskaberne og deres sammenhæng. Det er smukt og rigtigt gjort - når bare det ikke udarter til akademisk kapitalisme!
Af Claus Emmeche, Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Københavns Universitet

Jeg faldt for nylig over et utroligt kort over videnskaberne, som fascinerede mig, og som jeg må indvie Dem i mine tanker om. Det kræver en lille omvej over filosofi og forskningspolitik.
En simpel, næsten naiv, men ikke helt gal forståelse af videnskab er, at videnskaberne producerer kort over virkeligheden, aspekter af natur og kultur, menneske og univers, og at disse kort bliver stadig mere detaljerede. Med andre ord: kortet er ikke landskabet, men kortet repræsenterer landskabet, såvel ikonisk - som når afstande på kortet modsvarer afstande i landskabet - som symbolsk, når skov, sø og by farvelægges forskelligt. Kort er nyttige repræsentationer at orientere sig efter for at kunne forstå det kortlagte. Tænk for eksempel på det totale kort over det humane genom, menneskets arvemasse bestående af 3 milliarder baser i DNA, som offentliggjordes for få år siden.
Megen forskning har karakter af sådanne større kortlægningsprojekter, og forskere har i generationer kortlagt Jordens landskaber, himlens stjerner og kroppens komplekse mikrokosmos. Kort kan afbilde objekter, som ikke kan ses med det blotte øje, abstrakte størrelser eller sociale og økonomiske forhold.
Kortet som repræsentationsform passer godt til det ideal om objektivitet, som forskningen tilstræber. Kortet beror ikke på hørelse, lugt eller følesans, men på synssansen og dens særlige evne til at illudere et tidløst overblik over et fastholdt sceneri. Det appellerer til en forestilling om et aperspektivisk, næsten guddommeligt syn på verden fra et punkt, der ikke selv er en del af verden.
Alligevel vil praktisk erfaring med forskellige kort over den samme by erindre os om kortets konstruerede aspekt; at ethvert kort fremhæver træk ved landskabet ud fra bestemte formål. At den aperspektiviske objektivitet må vige for et mere pragmatisk ideal om objektivitet som efterprøvbarhed i en åben videnskabelig offentlighed, muliggør også en mere kritisk forståelse af selve den rolle, kort spiller i forskning - og i kortlægning af forskning.
For hvad med videnskaberne selv? Kan de kortlægges? Ja, selvfølgelig. Siden videnskabernes fødsel i antikken har man filosoferet over deres indbyrdes forhold. Mange filosoffer, ikke mindst i 1800-tallet, udtænkte sindrige klassifikationer af de videnskabelige discipliner og forsøgte spekulativt eller logisk - hvad der ofte kom ud på et - at kortlægge deres indbyrdes forhold, for eksempel som grene på et stort stamtræ.
I det 20. århundrede drev institutionalisering, vækst og specialisering forskningen over i standardiserede procedurer for offentliggørelse af forskningsresultater i fagfællebedømte internationale tidsskrifter, og antallet af videnskabelige artikler voksede eksponentielt. Standardiseringen fandt især sted inden for medicin og de tekniske fag.
Den »enhedsvidenskab«, som positivistiske filosoffer havde drømt om at skabe ad logisk vej ved århundredets begyndelse, skabtes efterhånden institutionelt. Man opstillede bestemte værdier, ikke bare for »god videnskabelig praksis«, det vil sige metode, men også for publicering. Og der blev skabt en videnskab kaldet scientometri, som opmåler de enkelte landes forskning. Store databaser over publiceret forskning er blevet opbygget - ikke kun som et redskab til forskerne, så de kan opspore relevant litteratur, men også for administratorer og embedsmænd, der ønsker at styre forskningen efter bestemte politisk definerede målsætninger.
Den filosofiske enhedstanke diskuteres nu kun ved sjældne lejligheder. I dag fremstår »enhed« oftere som et pres fra »de systemiske videnskaber« (som litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen kaldte de tekniske fag i sin stadig aktuelle bog »Babel og Tomrum«) på de mere heterogene humanistiske fag. Her mener man, at det er en dårlig idé, at al forskning skal publiceres i form af en artikel til 20 kolleger i et engelsksproget fagtidsskrift efter en bestemt skabelon, der sikrer, at artiklen kan accepteres, indekseres og indlemmes i forskningsdatabaserne.
De humanistiske fags kritik af enhed som ensliggørelse af forskningens mangfoldighed udelukker naturligvis ikke en rationelt begrundet enhed - i form af fælles grundværdier for al forskning: klarhed, forståelighed, konsistens, efterprøvbarhed, erfaringsbasering, offentlighed, kritisk parathed til revision med videre. Eller i form af et fælles mål om at forstå dele af den samme virkelighed, om end de kort, der kommer ud af dét projekt, aldrig vil kunne projiceres ned i en enkelt verdensformel.
Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsopmålere med Richard Klavans og Kevin Boyack i spidsen konstrueret et kort over al videnskab, intet mindre, et map of science (se illustration og tekstboks). Helt i tidens ånd har det form af et netværk. Det blev præsenteret i tidsskriftet Nature den 21/12-2006 og har siden fået så megen omtale, at dets skabere nu har et websted, hvor man kan bestille en kopi af kortet til sit køkken.
Men ak, kære læser, lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det. Lige så begejstret min filosofiske hjernehalvdel blev over at fordybe sig i denne erkendelsens enhedsgoble, lige så alarmeret blev min forskningspolitiske hjernehalvdel, da den opdagede, at i én af versionerne på mapofscience.com kan man se kortet anvendt til at zoome ind på bestemte felter, og ikke blot kortlægge, men reelt evaluere forskning. Her modstiller man nemlig »gennemsnitsforskning« med »højvital videnskab som understøtter patentskabelse«, som der står.
Pludselig dukker den akademiske kapitalisme op i et ellers næsten guddommeligt kort over erkendelsens landskaber! Hvis de ambitiøse chefer i Videnskabsministeriet læser dette, bliver kortet fast inventar i dets alt for mange kontorer. En uhyggelig tanke. Thi, som man kortlægger verden, således behandler man den også.

[figurtekst]: Map of science
Man ser, at videnskaberne tilsyneladende danner en ring med fysik og astronomi øverst, der via geovidenskab og biologi forbinder til biokemi, medicin og samfundsvidenskaberne, som igen rækker op til ingeniør- og naturvidenskab. Som data er benyttet 800.000 videnskabelige artikler fra 2003 i Thomsons citationsbase. Basen holder styr på, hvilke andre artikler hver enkelt artikel citerer, hvilke nøgleord den benytter med videre. Artiklerne er blevet opdelt i 776 forskellige knudepunkter - lidt misvisende kaldt »paradigmer« - alt efter hvor ofte to artikler begge citeres sammen af forfattere af andre artikler. Et knudepunkt kan for eksempel være: proteinkemi. Tråde tegnes mellem paradigmer, der deler artikler, og de behandles som gummibånd, så paradigmer, der ligner hinanden, ligger tæt. Man indlagde en lille frastødende kraft omkring hvert knudepunkt af hensyn til overskuelighed.
Givet disse regler er kortet direkte afledt af data. Store paradigmer har flere artikler, og en stor tæthed af knuder og linjer antyder, at mange artikler deles mellem to paradigmer. I nogle versioner er nettet udstyret med »hår« af nøgleord, der er særegne for hvert paradigme, og som får den overordnede figur til at ligne en ringgople.

Hotel Hera - Apollo rejser - beliggenhedens betydning

2007-04-17T07:29:00.000-07:00

[postet 16. aug., 2011, men blog-tilbagedateret af hensyn til relevans for bloggen]

Appollorejser giver en beskrivelse af placeringen af hotel Hera -- se denne side:

http://www.apollorejser.dk/da/vores-rejsemaal/europa/bulgarien/burgaskysten/sozopol/accomodations/pages/hera.aspx

-- via googlemaps, som er fejlagtig:

Den rigtige placering i forhold til markeringen på googlemaps er sydligere, dvs. længere væk fra centrum af Sozopol, og også længere væk fra stranden.

(klik på billedet for at forstørre)

Jeg nævnte det på http://www.tripadvisor.dk/ men dette site har ikke ønsket at publicere korrektionen. Det ligner jo en tanke, at beliggenheden tager sig mere fordelagtig ud end det faktisk er tilfældet.

Hotellet ellers ok, og det med placeringen er ikke noget problem, bare temmeligt "unøjagtigt". En svipser med tendens?

Overnattede der i juli 2011 sammen med familien.

Wikis can be a fine educational tool

2007-04-15T02:36:00.000-07:00

Friends, see here:

"All educational PBwikis are ad-free. We listened to educators and we recently made all educational wikis ad-free, so we want to spread the word about PBwiki.
Make a PBwiki as easily as a peanut butter sandwich. And as you know, setting up a PBwiki is free and takes only 10 seconds.
Check out the PBwiki tour!
Create your own wiki at http://www.pbwiki.com
Link to http://educators.pbwiki.com/PBwiki-educator-videos"

I have had good experiences with PBwikis; can be recommended.
Cheers,
Claus

Blogs er underlige

2007-02-17T15:47:00.000-08:00

Nu troede jeg lige jeg var med på noderne. Og har endda sagt ja til at være redaktør for bloggen om Forskningsfrihed, fordi dens stifter ikke elsker the spot light så meget som jeg åbenbart gør. Så går jeg glad og forventningsfuld til dekanatets blog for a hente inspiration. Eller rettere: Hver gang, jeg er inde på eksempelvis fakultetets hjemmeside eller andre sider, der linker til den, skal jeg lige tjekke hvad der så sker lige nu i dekanatet: De er jo igang med at udmønte et helt nyt system af "de styrende organer" som det engang hed med en fysiologisk metafor. Men jeg skuffes: Ikke siden 6. decembers indlæg om den såkaldte fakultetskontrakt (mon den slags kontrakter holder i retten?) har der været indlæg. Og nu er der endda hele tre prodekaner foruden superdekanen ... og heraf er én pro-ditto for formidling. Dekanbloggen startede ellers fint med museumsrejsebreve på stribe i september, men slipstrømmen af breve forstummede i løbet af et par måneder.
Kan det mon hænge sammen med bloggens monologiske form: Med mindre der er et fast hold bidragydere, eller konstante kommentarer og mod-indlæg - og en følelse af flervejs-kommunikation - kan selv den inderligste enetaler blive tør i halsen og svag i pennen. Jeg håber bloggen Forskningsfrihed? vil få et lidt længere liv. Den er startet af ægte kærlig bekymring for universiteternes vitale kerne: en fri og levende forskning. Hertil hører også dialog og åben samtale.

Er det nu nødvendigt?

2007-01-06T06:39:00.000-08:00

Så siger jeg først nølende ja til at bidrage som medredaktør på en andens blog, som jeg ikke kendte - og så skal jeg så først oprette min egen blog for at det kan fungere. Hmm, det er skismeda besværligt.

I det hele taget ved jeg ikke rigtigt med alt dether bloggeri. Hånden på hjertet og hovedet på bloggen: er der andre end een selv, der gider at læse med?

Nå, men Curt Hansens ide med en kritisk debat om universitetsdemokrati støtter jeg da varmt. Se hans nye blog om universitets- og forskningspolitik

Slut for nu.